Tegn et abonnement på magasinet DinVinGuide – klik her. Toscana vin druer

Fokus på Carmignano

De fleste vinelskere er stødt på vinene fra Chianti eller Brunello-vinene fra Montalcino. Men der er mange andre spændende og klassiske områder i Toscana. Måske ikke ligeså berømte, men områder som laver spændende og ofte ganske prisbillige vine. Mød en række af de mere ukendte områder her.

De fleste forbinder Toscana med bakkede landskaber, fritstående søjlecypresser, valnødde- og oliventræer samt Chianti-vine i romantiske runde bastflasker.

Hvis vi spoler tilbage til 1980’erne, var kvaliteten på vinene ikke synderligt imponerende, og da forbrugerne associerede den lidt kedelige vin med bastflaskerne, valgte de fleste producenter i 1980’erne at skifte til almindelige vinflasker i deres forsøg på at skabe et bedre image for vinene. Imageforvandlingen betød også, at man siden 2005 har brugt den sorte hane (gallo nero) som symbol på Chianti Classico-vinene fra Toscana. Men ikke bare det nye Chianti-image har været med til at øge interessen for Toscanaområdets vine, for heldigvis er kvaliteten på Chianti Classico-vinene også vokset betydeligt de seneste år. Desværre er priserne på de toskanske dråber vokset tilsvarende.

Toscana vin

Så er det godt, at der er mange andre vine i Toscana, måske ikke nær så kendte som vinene med den sorte hane, men det skyldes bestemt ikke kvaliteten. Nok nærmere, at de indtil videre har været svære at finde herhjemme på butikshylderne. Mange vininteresserede er stødt på de kostbare Brunello-vine fra området Montalcino, Vino Nobile di Montepulciano eller de meget hypede supertoscanere fra området Bolgheri. Supertoscanere laves som regel med islæt af ikke-italienske druer (f.eks. cabernet sauvignon og merlot) og bærer ofte præg af lang tids fadlagring. Men det er nok de færreste, som nikker genkendende til områder som Montecucco, Carmignano eller Cortona. Og det er ærgerligt, for hver af disse områder har deres helt egne særkender, historie og vinkultur, og så er der mange gode køb at gøre i disse noget ukendte områder i Toscana.

Netop det faktum, at områderne er mindre kendte, betyder nemlig meget for priserne. Udbud, efterspørgsel og pris er tæt forbundet. Produktionen i områderne er ikke særligt stor, udbredelsen er derfor lille, og det betyder, at efterspørgslen og dermed priserne forbliver lave. Vel og mærke lige indtil den dag, hvor vinene bliver kendte, og hvor produktionen så automatisk stiger— som det for eksempel er sket i området Bolgheri syd for Livorno, som for 20 år siden var ukendt for de fleste, og i dag har de højeste priser på vine i Toscana.

Lad os kigge nærmere på Carmignano.

 

Carmignano — de holdbare vine

Kun 15 km nord for Firenze finder man Carmignano, et mindre område, hvor vinmarkerne kryber sig op ad Montalbano-bjerget. I Carmignano blev vinstokke allerede dyrket i den førromerske æra for cirka 3.000 år siden. Det har man fundet ud af ved udgravninger af de etruskiske grave. I Firenzes arkiver blev der fundet et pergament dateret 804 e.v.t., en lejekontrakt, der dokumenterer, hvordan oliventræer og vinstokke blev dyrket i Capezzana til produktion af olie og vin. Området havde sin glansperiode i 1300- og 1400-tallet, hvor vinene herfra var blandt de mest eftertragtede i hele Italien.

Omkring 1500-tallet blev der anlagt en del større jagtslotte i området, og man begyndte at plante druer som cabernet sauvignon, merlot og cabernet franc, som kom fra Frankrig. I 1800-tallet blev Chianti-vinene dog mere populære, og Carmignano som selvstændig region forsvandt stort set, og druerne indgik i Chianti-subzonen Montalbano. Ganske få fortsatte dog, mest kendte er Capazzano drevet af Bonacossi-familien, og det var da også denne familie, som stod bag arbejdet med at gøre Carmignano til en selvstændig DOC i 1975 efter et tværslag med Chianti producenterne, som bestemt ikke var begejstrede for dette. I starten var det udelukkende rødvine, som kunne klassificeres som DOC, men i 1982 blev det udvidet til også rosato (rosé) samt vin santo. I 1990 blev området ophævet til DOCG, og i 1994 oprettede man Barco Real di Carmignano, hvor der ikke er lagringskrav, men druerne er de samme.

Jordbunden er meget kalkholdig, og Montalbano-bjerget giver læ, således at området er en anelse varmere end Chianti Classico. Dette er den væsentligste forklaring på, at cabernet-druerne trives og modner flot netop her.

Det er dog stadig druen sangiovese, som er dominerende, men ikke i samme omfang som i resten af Toscana. I Carmignano er kravet nemlig mindre til andelen af sangiovese, og man benytter derfor i højere grad cabernet sauvignon, canaiolo, merlot eller andre lokale druer. Canaiolo ses dog ofte ikke i topvinene. Reglerne siger, at minimum 50% skal være sangiovese, men oftest er det omkring 70-80%. Cabernet sauvignon og cabernet franc skal udgøre 10-20%, men da man også skal have 10% andre, udgør disse druer ofte totalt 20-30% af blendet.

Det gør vinene mere fyldige med en strammere tannin, og det betyder også, at vinene herfra er særdeles holdbare. Vinene kan sagtens gemmes i 20-30 år og stadig være friske og tilgængelige. Ja, selv 50 år gamle vine har stadig liv, det viste en smagning jeg havde hos Capazzano for nogle år siden.

Selv om priserne ikke er lave i Carmignano, er det stadig milevidt fra priserne på tilsvarende kvaliteter fra f.eks. Bolgheri, som stilmæssigt laver tilsvarende vine. Der er derfor en god mulighed for at fylde kælderen med spændende og yderst holdbare vine, uden at de vælter budgettet. I dag er der 13 aktive producenter og de bedste er Ambra, Capezzana og Piaggia.

I kælderen arbejdes der som i resten af Toscana både med større ældre fade (botti) samt med de mindre barrique. Det afhænger meget af historie og ikke mindst vinmageren.

 

3 fremragende huse

Capezzana Importør: FM Wine

Under renæssancen blev ejendommen kontrolleret af Medici-familien men kontrolleres nu af Contini Bonacossi-familien siden begyndelsen af det 20. århundrede. Den drives i dag af Bonacossi’erne Filippo, Bernadetta og Beatrice. Der arbejdes i dag med 80 hektarer, hvilket gør ejendommen til den klart største. Det er klassiske vine, hvor de ud over deres Villa di Capezzana også i gode år frigiver en ti år ældre årgang. Er endvidere berømte for en af Italiens bedste vin santo’er.

 

Fattoria Ambra Importør: Vinmonopolet

Ejendommen Fattoria Ambra har tilhørt Romei Rigoli-familien siden år 1870. Huset er blandt de allerbedste producenter i området med 20 hektarer marker placeret smukt i bakkerne i Montalbiolo, Elzana, Santa Cristina in Pilli og Montefortini, fire af de vigtigste enkeltmarker i Carmignano.

 

Piaggia Importør: Adriat Vinimport

Ejendommen Piaggia og dens ejer Mauro Vannucci har igennem en årrække fremstillet noget af den flotteste vin i Carmignano. Fra ejendommens 16 hektarer jord bliver der årligt produceret godt 80.000 flasker. Mauro Vannucci, der egentlig er tekstilfabrikant, købte markerne i 1985. Første årgang aftappet på flaske var 1990. Vannucci har for nyligt investeret tid og penge i en total modernisering af kælderen. Ud over dette har et tæt samarbejde med ønologen Alberto Antonini betydet, at vinene fra Piaggia til stadighed bliver bedre og bedre. Et særligt kendetegn for Piaggia er, at vinene bliver høstet sent for at opnå så høj en modningsgrad som muligt.

 

8 vine som er værd at prøve:

Piaggia Mauro Vanucci Il Sasso Carmignano 2018   90
Adriat Vinhandel | 229 kr. tilbudspris
Enkeltmarksvin domineret af sangiovese. Sorte bær i næsen. Sødmefulde kirsebærnoter, varme krydderier og vanilje. Pæn koncentration og en vellavet, imødekommende vin. Alk.: 14,5%

Piaggia Riserva 2016  93
Adriat Vinimport | 350 kr.
Spændende vin fra Carmignano lige nord for Firenze. Intense kirsebærnoter i duften. Yderst flot struktur og meget indbydende med mørke bær, tobak, krydderier og vanilje. Lang afslutning. Alk.: 13,5%

Ambra Santa Cristina in Pilli 2016  90
dvin.dk | 130 kr. tilbudspris
Sangiovese med en smule canaiolo. Røde, letkrydrede bær i næsen. Let tørre og bitre røde kirsebærnoter, tobak, timian og krydderier. Meget imødekommende og saftig i udtrykket med en flot afslutning. Alk.: 13,5%

Ambra Riserva Montabiolo 2016  92
dvin.dk | 150 kr. tilbudspris
Sangiovese, canaiolo og cabernet sauvignon. 24 måneder på fade. Krydret næse. Flot koncentration og meget imødekommende med en vis seriøsitet i udtrykket. Cabernet’en giver en fin rygrad i vinen. Røde kirsebær, vilde krydderier, tobak og vanilje i smagen. Flot, lang afslutning. Alk.: 14%

Ambra Riserva Elzana 2016  91
dvin.dk | 170 kr.
Sangiovese og cabernet sauvignon fra enkeltmarken Elzana. 24 måneder på fade. Varm og krydret næse. Flot koncentration med et let tørt tanninbid. Modne bitre kirsebær, krydderier, tobak og vanilje i smagen. Flot men også lidt tør afslutning. Alk.: 14%

Villa Capezzana Trefiamo Riserva 2015  93
FM Wine | 300 kr. tilbudspris
80% sangiovese, 10% cabernet og 10% canaiolo. Fyldig med modne og let bitre kirsebærnoter i næsen. Flot struktur, hvor cabernet’en giver fine tanniner og i smagen kirsebær, tobak, urter og vanilje. Flot, lang afslutning. Alk.: 14,5%

Villa Capezzana 10 anni 2009  93
FM Wine | 350 kr. tilbudspris
80/20 blend af sangiovese og cabernet sauvignon. Frigivet for lidt over et år siden efter 10 års flaskemodning, noget huset gør stort set hvert år for at vise potentialet i vinen. Svampede noter i duften, masser af koncentration, varme krydderier og solmodne bærnoter. Flot balance og man fornemmer tydeligt aldringen, omend vinen stadig fremstår flot. En spændende vin, klar nu og med masser at byde på. Alk.: 14%

Villa Capezzana Vin Santo di Carmignano Riserva 2012  97
FM Wine | 350 kr. (½ fl.) tilbudspris
Mahogni i farven og nærmest som sirup. Intense, sødmefulde og mørkt krydrede noter i duften. I smagen farin, honning, abrikos, karamel og vanilje. Meget kompleks og ændrer sig hele tiden i glasset. En stor og ganske fantastisk vin til filosofiske stunder. Alk.: 13,5%

toscana området, vinområde, toscana vin