Nordligst i Rhône finder man et yderst smalt vinområde, og med kun 319 hektarer er det ikke større end et af de store Bordeaux-huse. Vinmarkerne ligger udelukkende på den vestlige side af floden og går næsten lodret op i vejret. Og nogle af markerne har da også en hældning på over 60 grader, hvilket betyder, at alle vinmarker stort set er anlagt med terrasser, da det ellers er umuligt at arbejde med vinstokkene.
Her er det syrah og viognier, der dyrkes, men det er kun rødvine, som er godkendt. Man må benytte op til 20% viognier i vinene for at give dem mere frugt og tage lidt af de til tider hårde tanniner. Dog holder de fleste producenter mængden under 5% og tallet af faldende. Og mange benytter slet ikke viognier.
Der har været vin helt tilbage fra romerne her, da den nærliggende by Vienne var en vigtig romersk bosættelse. De plantede vine på de stejle sydvendte skråninger, og vinene gik under navnet ”vinene fra Vienne”, mens man først i 600-tallet så de første noter om Côte-Rôtie og Ampuis. I middelalderen steg vinenes popularitet, og i 1800- tallet var de populære hos konger og kejsere rundt omkring i Europa. 1880 var højdepunktet for området, da stort set alle steder, hvor det var muligt at plante på skråninger, havde vinstokke. Men Første verdenskrig var hård ved området, og mere end 150 vinmagere blev dræbt, så flere vinmarker blev opgivet og produktionen faldt. Meget bedre blev det heller ikke, da Anden verdenskrig så kom.
I 1970’erne var området og dets vine nærmest døende, og alle kiggede mod Tain, hvor de store négocianter havde hjemme og de berømte Hermitage-vine kom fra. På dette tidspunkt var der kun omkring 70 hektarer plantet i Côte-Rôtie, men specielt én mand, Marcel Guigal, kan tilskrives et stort ansvar for at området kom tilbage på landkortet. Senere hjulpet af den amerikanske vin kritiker Robert Parker, som var voldsomt glad for de tre enkeltmarksvine fra netop Guigal: La Landonne, La Turque og La Mouline. I midten af 1990’erne var der plantet 150 hektarer, og nu er der 319 hektarer med vin.
Côte-Rôtie kan oversættes til “den ristede skråning”. Området består af tre delområder: Saint-Cyr-sur-Rhône mod nord, Ampuis ved byen og sydligst Tupin-Semons, og stort set alle marker ligger mellem 180 og 325 meters højde. I Saint-Cyr-sur-Rhône og Ampuis er det primært skifer, mens man i Tupin-Semons finder mere granit. Der er 173 officielle enkeltmarker (lieu-dits) i Côte-Rôtie.
Lokalt hentyder man mere til Côte Blonde og Côte Brune, hvor Saint-Cyr-sur-Rhône og Ampuis er Côte Brune og Tupin-Semons er Côte Blonde. Det siges, at skråningerne er opkaldt efter Lord Maugirons to døtre, som henholdsvis var blond og mørkhåret.
Forskellen skal findes i jordbunden: Côte Brune består primært af ler og jern, mens Côte Blonde består af sand, granit og limsten. Vinene fra Côte Brune er mørkere, mere kraftfulde og har mere tannin og kræver dermed længere tid i kælderen, før de er klar. Disse vine bør ikke drikkes unge. Modsat er vinene fra Côte Blonde, som indeholder mindre garvesyre, generelt rundere og mere parfumerede. De kan derfor også nydes tidligere.
Klimaet er semi-kontinentalt, og der benyttes det specielle opbindingssystem single guyot med to stokke, hvilket ikke ses mange steder: En metode til at give mere sollys til druerne, som har stor betydning for den fenoliske modning af druerne. Men det er især fordi markerne er sydvendte, og floden netop bøjer af ved Ampuis, så den hårde mistralvind ikke rammer området så voldsomt.
Der er to skoler repræsenteret i Côte-Rôtie. Dels den klassiske stil, især drevet af Rene Rostaing og Domaine Jamet, hvor man benytter hele klaser og meget lidt nyt fad. Dette for at give vinene karakter og friskhed og ikke mindst lade terroiret udtrykkes i vinene. Den anden skole, især drevet af Guigal, som benytter afstilkede druer og en del nye fade. Til gengæld venter man med at sætte vinene på markedet til efter nogle år.
Historisk har man altid arbejdet meget med at blande vin fra forskellige marker for at få en bestemt stil til huset i Côte-Rôtie. Der bruges mange ressourcer for at sikre, at hvert plot får det rigtige match med proces og fade. Det betyder, at man ofte har marker med meget fyldig og tæt frugt; samt modsat marker med lys, nærmest urtet udtryk. Man må derfor ikke tro, at en producents “normale” Côte-Rôtie bare er et restprodukt. Historisk var det husets eneste og bedste vin, og det at lave enkeltmarker er først kommet til de senere år— og flere, som f.eks. Jamet, bruger en del af topmarker som La Landonne i sit blend.
Generelt er vinene stilmæssigt mere i familie med Bourgogne end det sydlige Rhône. Ofte lyse med forholdsvist højt tanninindhold og elegante i udtrykket. Måske ikke nær så gemmeværdige som vinene fra Hermitage og Cornas, men alligevel bør man vente en 8-10 år, før vinene rigtigt viser sin rette identitet.
Der er mange små producenter i Côte-Rôtie, og det er meget almindeligt, at man også har lidt vin i Saint-Joseph eller Condrieu. Eller som flere vine lavet som IGP. Men også en række større huse fra andre regioner køber druer og har en Côte-Rôtie i deres portefølje.
En række af de bedste producenter
Guigal. Importør: Philipson Wine
Marcel Guigals vine er nogle af verdens ypperste, og han har om nogen en aktie i den udvikling, der er sket de seneste årtier i Côte-Rôtie. Det var Marcels far Etienne, der startede huset i 1946. I dag er det sønnen Philippe, der driver virksomheden, som har vokset sig stor, og nu årligt producerer mere end syv millioner flasker fra hele Rhône. Både fra egne marker og med indkøbte druer. Men det er fra domicilet midt i Ampuis, det hele styres, og hvor man kan holde udkig med druerne på de tre kendte enkeltmarker La Landonne, La Turque og La Mouline, som i dén grad er blevet et varetegn internationalt for området.
Domaine Jamet. Importør: Domaine Brandis.
De to brødre Jean-Luc og Jean-Paul overtog dette lille domaine fra deres far i 1991, og markbesiddelserne er vokset til 19 hektarer, og domainet har nu 20 parceller fordelt på 15 lieux-dits i Côte Rôtie. I 2012 blevet domænet opdelt, og Jean-Paul driver det nu med sin familie. Udbyttet holdes ganske lavt (35 hektoliter pr. hektar). Der afstilkes normalt kun 10-30% af høsten, og vinen ligger på fade i 22 måneder. Stilmæssigt er alle Jamets vine kendetegnet ved elegance og er på det nærmeste burgundiske i stilen. Specielt Côte Brune og La Landonne er imponerende gode.
Domaine Rostaing. Importør: Philipson Wine
Rostaing er en af de absolut mest klassiske producenter i Côte-Rôtie. René gik i skole med Marcel Guigal, og begge er blandt de førende i området, omend de laver vin i forskellige stilarter. Rostaing startede med kun at eje 1,5 hektar i Côte Blonde og La Landonne, men han har siden mere end fordoblet disse besiddelser, og Rostaing ejer i dag syv hektarer i Côte Rôtie og én hektar i Condrieu. Første årgang var 1971. Terroir og perfektion præger vinfremstillingen. René Rostaing er en dedikeret terroir-mand, som forsøger at lade sine vinmarker komme mest muligt frem i vinene, bl.a. ved at benytte hele klaser i gæringen samt en ikke for stor andel nye fade. Rostaings bedste vinmarker er i Côte Blonde og enkeltmarken La Landonne.
Stéphane Ogier. Importør: Jersild
Indtil 1980 solgte Michel Ogier sine druer til Chapoutier og Guigal. Siden da har han med sin søn Stéphane investeret en enorm mængde tid og kapital i deres 2½ hektarer store vinmark og ikke mindst i modernisering af vinkældrene, så der er plads til flaskelagring. For netop dette er en væsentlig del af husets DNA, først at frigive de bedste vine, når de er klar, typisk 6-10 år efter høsten. Det giver vine, som har silkeagtig elegance med bløde, subtile tanniner. Siden 2014 har Stéphane drevet huset selv, med nu 14 hektarer og en produktion på over en halv million flasker, hvor hovedparten dog er Côtes du Rhône fra indkøbte druer. Bedste vine er Côte Blonde, Belle Helene og Lanceman.
Duclaux. P.t. ingen dansk importør
Domaine Duclaux blev etableret i 1928. I dag drives domainet af fjerde generation, Benjamin og David, som bestræber sig på at videreføre vinhusets stolte traditioner. Duclauxs marker strækker sig over seks hektarer, hvor vinstokkene er placeret på de smalle terrasser på Tupins og Semons bjergskråninger i den sydlige del. Duclauxs vine er derfor om nogen en afspejling af det sydlige terroir af Côte-Rôtie. Der arbejdes meget burgundisk, og de bedste vine er Côteau du Tupin og Maison Rouge.
Smagning af en række af de netop frigivne vine. De bedste var:
Stéphane Ogier Côte-Rôtie Cote Blonde 2018 100
Rostaing Cote Blonde 2018 100
Domaine Jamet Côte-Rôtie Cote Brune 2018 100
Stéphane Ogier Côte-Rôtie Belle Helene 2018 99
Domaine Jamet Côte-Rôtie La Landonne 2018 99
Guigal Côte-Rôtie La Landonne 2016 98
Stéphane Ogier Côte-Rôtie Lanceman 2018 98
Guigal Côte-Rôtie La Mouline 2016 97
Guigal Côte-Rôtie La Turque 2016 97
Domaine Jamet Côte-Rôtie 2018 96
Christophe Pichon Côte-Rôtie La Comtesse en Cote Blonde 2018 95
Georges Vernay Côte-Rôtie Blonde du Seigneur 2018 95
Georges Vernay Côte-Rôtie Maison Rouge 2017 94
Guigal Cote Rotir Chateau Ampuis 2017 94
Duclaux Côte-Rôtie Maison Rouge 2018 94
Duclaux Côte-Rôtie Coteau du Tupin 2018 94
Chapoutier Côte-Rôtie Quatuor 2017 94
Christophe Pichon Côte-Rôtie Rozier 2018 93
Pierre Gaillard Côte-Rôtie Roche d’Herode 2018 93
Rostaing Ampodium 2018 93
Duclaux Côte-Rôtie La Germine 2018 93
