Ikke mange kender området Carnuntum, som ligger øst for Wien op mod grænsen til Slovakiet. Når man kører mod øst fra Wien, går der ikke længe, før man kører ind i vinområdet Carnuntum, som er en del af Niederösterreich. Området ligger fordelt over de tre bakketoppe Leithagebirge, Arbesthaler Hügelland samt Hainburger Berge. Mellem bakkerne finder man byerne Göttlesbrunn, Arbesthal, Höflein, Petronell, Prellenkirchen specielt kendte for deres vinbarer, Buschenschänke, som serverer lokal mad og vinene fra Carnuntum. Et populært sted at tage til for især for de lokale fra Wien.

En stor del af vinene nydes lokalt, også fordi området er populært at besøge grundet især det nyrenoverede Marchfeld slot og Carnuntums arkæologiske park samt at Slovakiets hovedstad Bratislava ligger tæt på.

Jordbunden er præget af løss, sand, ler og mange kalksten og er derfor især velegnet til de røde druer. Man ser derfor en del zweigelt og blaufränkisch, men også internationale druer som cabernet sauvignon og merlot. Carnuntums kontinentale klima giver kolde vintre, men også varme somre med tørre vinde fra den pannoniske slette mod øst, hvilket er godt for modningen er druerne. Men også indflydelsen fra Donau og søen Neusiedlersee har stor betydning for mikroklimaet.

Men det er ikke kun rødvine, man finder. Der er ganske pæne hvidvine på grüner veltliner, pinot blanc og riesling, især plantet på de øverst beliggende marker. Men efter smagning af et stort udvalg af vinene, er det rødvinene, som er mest interessante her.

Området har fået sit navn efter den antikke romerske by, der lå i den østlige del af Carnuntum. Vartegnet er en gammel romersk triumfbue, Heidentor (Hedningeporten), opført i 300-tallet. I de seneste år har man udgravet rester af to amfiteatre her, og man har også gjort fund, der antyder udbredt vinbrug allerede på daværende tidspunkt.

Zweigelt giver i Carnuntum frugtige vine med bløde tanniner. Det er letdrikkelige vine med smag i retning af modne jordbær. De lanceres som regel under navnet Rubin Carnuntum, og Heidentor er altid gengivet på etiketten for at hylde det lokale islæt. Zweigelt er et kryds mellem druer Blaufränkisch og Sankt Laurent som blev lavet i 1920 af Professor Fritz Zweigelt og blev på det tidspunkt kaldt Rotburger. De senere år er man dog begyndt at tage druen mere alvorligt og begyndt at arbejde med hele klaser i fermenteringen samt mere brug af fade både i fermentering og modning. Det giver vine med mere struktur og dybde. Men også som med fordel kan gemmes inden de nydes.

Carnuntum er bestemt et spændende område og flere producenter søger danske importør. De afholder derfor en online-messe d. 22-26 marts, hvor importører får mulighed for at møde en række af de mange spændende importører samt smage deres vine. Man kan læse mere her samt registrere sig: www.explore-carnuntum.at.