Selvom Isle of Arran på kortet ser isoleret ud, er det nu ikke så svært at komme dertil. En lille times kørsel syd for Glasgow finder man i byen Adrossan færgen til øen. Og det er et smukt syn, der møder en, når man ankommer til øen. Nærmest som om man har samlet alt, hvad man forbinder med Skotland, på én lille ø— det være sig storslået natur, hyggelige byer og ikke mindst whisky. Destilleriet på øen er relativt nyt, og produktion startede i 1995, men på øen i Firth of Clyde har man en lang whiskyhistorie.

 

Historien

Netop fordi det var en ø, og man havde masser af korn og andre råvarer, blev der destilleret heftigt op gennem historien, især fordi efterspørgslen efter whisky var stigende; og Arran havde fremragende forbindelser til Glasgow. Og så var det ikke mindst et godt supplement til den noget urentable landbrugsproduktion for de lokale bønder at destillere. Men i slutningen af 1700-tallet kom der fokus på øen og på illegal spiritusproduktion, og man var tvunget til at skjule destilleringen og dermed gøre produktionen væsentlig mindre. Der skulle efter sigende have været tre officielle destillerier i slutningen af 1700-tallet, bl.a. et destilleri ved Lagg, men det lukkede i 1837, og siden da blev der ikke destilleret officielt. Mest berygtet var Kilmory på den sydlige del af øen, som producerede store mængder. I bogen om Arran, som blev udgivet i 1910, skrev forfatterne J.A. Balfour og W.M. Mackenzie: “Der er kun få, hvis nogen overhovedet, som har haft perioder i deres liv, hvor de ikke har været involveret i smugling,” hvilket viser, at det blev betragtet som et hæderligt erhverv.

 

En ny tid

Men dette ændrede sig i 1995, da et konsortium ledet af tidligere Chivas Bros-direktør Harold Currie valgte et sted ved Lochranza i den nordlige del af øen til at åbne et nyt destilleri. Beslutningen om at flytte til en del af Arran, der tidligere var ukendt for whisky, var et resultat af dels en god vandforsyning og dels potentialet for turisme. Vandet kommer fra Loch na Davie-kilden, der er den reneste naturlige kilde i hele Skotland, og i dag besøger over 100.000 mennesker destilleriet hvert år. Det gør det til det mest besøgte destilleri i Skotland.

Første dråber kom så den 29. juni kl. 14.29, og startfinansieringen kom bl.a. fra folk, der for en folkeaktie på 450 pund fik ret til fem kasser whisky i 2001. Endvidere lagde man ud med at sælge fade til privatpersoner, hvilket var en stor succes. Men man måtte stoppe dette, da det endte med, at en betydelig andel ikke var ejet af destilleriet, hvilket kan være et problem, når man selv forsøger at opbygge et whiskymærke.

 

Destilleriet

Arran destilleret har en 2,5 tons semi-lauter mash-tun, seks washbacks af træ, og der fermenteres typisk omkring 60 timer. Man opererer med to sæt mindre kedler. De små kedler giver en let og meget ren maltet spiritus med en del frugtige noter. I 2019 producerede man 450.000 liter, hvilket var en smule mindre end året før, men som en konsekvens af, at man på det nye søsterdestilleri i Lagg producerede 200.000 liter røget whisky.

Klimaet på Arran forcerer modningen, og whiskyen fra Arran betragtes som den hurtigst udviklende i hele Skotland. Dette skulle efter sigende skyldes den varme Golfstrøm, der passerer destilleriets lagerbygninger. Whiskyen lagres overvejende på sherry- og bourbonfade.

Første aftapning startede med en tre-års i 1998, og siden da er der kommet mange nye til. I dag består serien af en 10, 18 og 21-års samt en Barrel Reserve. Derudover finder man Quater Cask The Bothy, som er cask strength; samt Machrie Moor, som er røget, og som findes som både cask strength og som almindelig vandet ned whisky. Der er også lanceret en række aftapninger afsluttet på vinfade, bl.a. amarone, portvin, sauternes og marsala.

 

Nye tider

I 2017 betød en udvidelse af destilleriet en fordobling af kapaciteten på Arran til 1,2 millioner liter om året. Og for at imødekomme det stigende antal besøgende til destilleriet udvidede man også sit besøgscenter og byggede tilstødende faciliteter med mødelokale, smagebar og et blending rum med navnet Rowan House.

I 2019 åbnede selskabet bag Isle of Arran Distillers et andet destilleri, Lagg, på den sydlige del af øen. Her produceres maltwhisky, som næsten kan betegnes som en kontrast til destilleriet i Lochranza. Whiskyen fra LAGG bliver røget, barsk og en total modsætning til den bløde og meget elegante whisky, som produceres nordpå. Vi må endnu vente nogle år, inden dråberne fra LAGG frigives.

I dag er Isle of Arran Distillers fortsat et af de få privatejede destillerier i Skotland. Det drives af et meget erfarent team. I spidsen står distillery manager James MacTaggart, der har over 40 års erfaring med whiskyproduktion. Fremtiden ser lys ud på Arran.