Jeg kom i kontakt med nogen af alle de danskere som laver vin ude i den store verden. Blandt andet Peter Thomsen og Lars Asferg som laver vin i Piemonte. Begge som hobby projekter.

Ca’Barun

Peters vingård hedder Ca’Barun og har eksisteret i nu 13 år. Den ligger i Santo Stefano Belbo i Langhe området. Han ejer 1 hektar plantet med Freisa og Pinot Nero. Freisa har været der siden overtagelsen mens Pinot Nero’en blev plantet i 2015. Derudover køber han druer fra fire andre lokale vingården, en Roero Arneis, Metodo Classico, Barolo og en Barbaresco. Barolo’en kommer fra Rocche di Castiglione i Castiglione di Faletto, mens Barbaresco’en kommer fra Giacosa marken i Treisio. Ganske flotte vine især de to vine på nebbiolo er overbevisende i den flotte 2015 årgang. Pinot Nero vinen er vellavet men det varmere klima gør det sværere at styre alkoholen. Men på trods af det synes jeg balancen holder. Personligt er jeg nok mest til den lette frugtige stil af Freisa. Her bliver den lidt for rustik og fadtung for min smag, hvilket jeg ikke synes frugten helt kan bære.

Qimisola

Lars og hans kone Qi ejer den lille vingård Qimisola i Bionzo i Langhe. Navnet på vingården er en sammentrækning af familiens navne tilsat lidt italiensk. Qui é mia isola betyder således “her er min ø”. Der arbejdes på 1 hektar med udelukkende Barbera fra stokke som er mellem 60 til 100 år gamle. Der produceres således kun lidt over 1000 flasker årligt. Det er kraftige og intense Barbera vine som bedst egner sig med mad. Men de er vellavede og på sin vis meget klassiske, måske til den moderne side hvor fadet spiller en forholdsvis stor rolle i vinene. Og jeg tror der er en pæn gemmeværdi i begge vine som med tiden vil give gode oplevelser.

 

Ca’Barun Langhe Pinot Nero 2017. Pris 160 kr. tilbudspris

6 mdr. på franske fade. Jordbær noter i duften. Flot struktur med masser af røde bær, krydderier og strejf vanilje i smagen. Flot kølighed i frugten om end den høje alkohol fornemmes især i afslutning. Alc.: 14,5%. 89

 

Ca’Barun Langhe Freisa 2015. Pris 150 kr. tilbudspris

15 mdr. På franske fade. Helt lys og noget reduktiv i næsen. Modne udtryk og let tørrende tanninbid møder en. Bagved ribs, jordbær og krydderier i smagen. Pæn intensitet men lidt tør afslutning. Normalt er freisa for mig en let frugtig drue hvor jeg måske føler fadet tager lidt for meget over her. Alc.: 13,5%. 87

 

Ca’Barun Langhe Barolo 2015. Pris 300 kr. tilbudspris

Fra “Rocce de Castiglione” i Castiglione di Falletto. 30 måneder på franske egetræsfade. Roser og vanilje i næsen. Masser af intense sorte kirsebærnoter, kirsebærsten, tobak, kamfer og vanilje i smagen. Flot dybde og lang let tør afslutning. Alc.: 14,5%. 93

 

Ca’Barun Langhe Barbaresco 2015. Pris 225 kr. tilbudspris

Fra Giacosa marken i Treisio. 18 måneder på franske egetræsfade. Lys krydret i duften. Yderst elegant og vellavet med masser af røde kirsebær, sød lakrids, tobak og vanilje i smagen. Flot lang afslutning. Alc.: 14,5%. 92

 

Qimisola I Fratelli Barbera d’Asti 2016. Pris 165 kr. tilbudspris

Navnet hentyder til parrets to sønner. Fra 1 ha mark med vinstokke over 60 år gamle. 14 mdr. på franske fade. Masser af kirsebærnoter i duften. Flot intensitet også i smagen med hindbær, blomme, bitre krydderier og vanilje. Flot pakket ind af Barbera druens typiske høje syre. Velbalanceret med en pæn afslutning. Alc.: 14,5%. 90

 

Qimisola Il Babbo Barbera d’Asti 2016. Pris 195 kr. tilbudspris

Navnet betyder faderen og er mere kraftig i udtrykket end I Fratelli. Fra mark med 60+ år gamle vinstokke. 20 mdr. på franske fade. Mørk og intens med sorte kirsebær i duft og smag. En kraftig vin med masser af koncentration og intensitet. Fadet mere tydeligt end i I Fratelli men stadig velbalanceret. Flot struktur og længde. Meget klassisk Barbera i den højere ende. Alc.: 15%. 91

 

Se forhandlerliste her: ca-barun.com