Vinfremstillingen i Østrig er en gammel, stolt tradition, og den dag i dag er vinproduktion en vigtig del af Østrigs landbrugsproduktion. Det er primært mindre vinbønder med vinmarker på under fem hektar, som dominerer. Det betyder samtidigt, at produktionen er lille, og selvom der findes mange producenter og vine, er det ikke så tit, vi støder på østrigsk vin i Danmark. Dette skyldes især, at produktionen mange steder er for lille til de danske supermarkeder, og da over 80% af al vin, vi køber, netop er gennem disse, så går det ud over den østrigske vin. Og markedsandelen i Danmark er da også forsvindende lille; men det er synd, for der findes mange spændende vine og ikke mindst mange forskelligheder i vinene.

Østrigs vindistrikter ligger i den østlige del af landet, hvor alperne slutter. Der er stor forskel på årstider og temperaturer, hvilket især favoriserer de køligere vine. Østrig er derfor mest kendt for sine frugtige og aromatiske hvidvine, men der laves også nogle spændende rødvine især på pinot noir, som i Østrig går under navnet blauburgunder, samt på de lokale druer zweigelt og blaufränkisch.

På godt to tredjedele af de samlede vinarealer dyrkes der hvide druesorter. Den mest anerkendte er uden tvivl grüner veltliner, der med sin friskhed og peberkrydrede aroma er en fornem repræsentant for østrigsk vin. Derudover laves der en række spændende vine på riesling, traminer og sauvignon blanc; og i Wien på et blend af forskellige druer som er mixet i vinmarken og derefter co-fermenteres. Kun i Portugal ser man også dette legaliseret.

Den store skandale for 34 år siden, hvor nogle vinmagere kom diethylglykol i vinene for at give dem mere krop og sødme, har landet for længst lagt bag sig, men resultatet af skandalen i 1985 blev, at Østrig i dag har verdens skrappeste vinlovgivning og stort set ingen underskov af underlødig, billig vin. Det gennemsnitlige udbytte i Østrig er da også 50 hektoliter per hektar, hvilket kun er det halve af i Tyskland.

En anden konsekvens af skandalen var en ny klassificering. Den begyndte i begyndelsen af 1990’erne, hvor en gruppe vinproducenter fra Kamptal og Kremstal i Niederösterreich begyndte en kortlægning og klassificering af de bedste marker, der i dag er kendt som Erste Lagen, og som er meget inspireret det franske grand cru system i Bourgogne med tre trin: Kommune (village), premier cru og grand cru.

Man skulle dog vente 20 år, før man i 2010 var klar med en klassificering af 52 marker (i dag 82) som Erste Lagen, hvilket svarer til premier cru i Bourgogne. Klassifikationen dækker nu de geografiske regioner Kamptal, Kremstal, Wagram, Carnuntum, Wien og Traisental men ikke Wachau, som har sit eget system. Man håber dog, at klassifikationen med tiden kan indføres flere steder i Østrig, blandt andet for de røde vine i Burgenland. Og flere har da også et håb om, at Wachau i nærmeste fremtid vil være en del af klassificeringen, selvom de pt. har deres egen. Og om små 8-10 år forventer man så, at kunne opgradere en mindre del (ca. 5%) af markerne til Grosse Lagen (hvilket svarer til grand cru). Men allerede nu kan man ved gentagne års smagninger godt fornemme, hvilke disse kan blive— og Heiligenstein og Lamm må være sikre bud.

Hvert år i august præsenterer man samtlige Erste Lage vine for pressen på slottet Graffnegg nær Wagram. Et arrangement, som på mange måder er inspireret af den store VDP smagning, som tyskerne afholder i Wiesbaden. Her er det muligt at få et grundigt indtryk af den seneste årgang fra de forskellige distrikter og af druerne riesling og grüner veltliner. I år blev der præsenteret 198 vine. Her er mine vurderinger:

Grüner veltliner 2018
Et varmt år fornemmes tydeligt. Der er masser af frugtkoncentration, og det er ikke ualmindeligt at finde en del tropiske noter i vinene. Udfordringen var helt klart at sikre syren i forhold til den for området massive frugt. Og det synes jeg hovedparten har klaret ganske flot. Det er en flot årgang, hvor man virkelig kan smage det udtryk, som grüner veltliner kan give. Masser af æbler, pærer, hvid peber og blomsternoter. Man har skullet vælge mellem at høste tidligt for at bevare syren men til gengæld ikke få så meget koncentration; eller vente på at få mere krop men hvor syren så daler. Jeg synes, hovedparten af vinene fandt balancen. Og for de bedre vine er der et pænt potentiale, og jeg tror på, de kan blive særdeles gode om 5-7 år.

Umiddelbart er der ikke de store forskelle på områderne, omend Kamptal og Kremstal generelt er bedre udviklede og større områder, hvor kvaliteten måske er en tak bedre. Flere vine fra de mindre områder Wagram og Traisental er ganske flotte og kan være de frække køb i 2018-årgangen.

Overordnet vurderer jeg vinene fra Schloss Gobelsburg, Fred Loimer, Bründlmayer og Franz Proidl som de bedste. Lige efter fulgte Marcus Huber, Petra Unger og Birgit Eichinger. Men der er generelt et stort felt lige under toppen, som gør det godt.

Riesling 2018
En flot årgang, hvor det varme år tydeligt betød, at bundniveauet var højt og stabilt. Vinene havde generelt en pæn koncentration og modenhed. Kun ganske få vine havde problemer med syren. Så alt i alt en årgang, jeg på tværs af producenter ikke ville være bekymret om at købe og nyde de næste 3-5 år. De bedste vine var absolut fremragende med et pænt potentiale. Måske ikke helt som 2015 men ganske tæt på og i min optik en bedre årgang end 2017.

Kamptal er klart kongen af Riesling i Østrig, mens især Weingut Familie Proidl fra Kremstal gjorde det godt. Også vinene fra Wien overraskede, og det er bestemt et område, man bør holde øje med— især Rosengartel fra Weingut Wieninger. I Kamptal var jeg især imponeret af vinene fra marken Heiligenstein fra Bründlmayer og Schloss Gobelsburg. Når der om en 5-7 år skal besluttes, hvilke marker der skal ophøjes til Grosse Lage, må denne mark være selvskrevet. Men også Fred Loimers Steinmassl må nævnes som en seriøst god vin. I Kremstal er Franz Proidl kongen, og hans Ehrenfels ganske flot. I Wagram var Mordthal fra Weingut Fritsch en ganske flot vin.

 

Blaufränkisch 2017
For første gang var vinene fra Carnuntum officielt med i smagningen som Erste Lage vine, og det var 2017, der blev præsenteret. Det var et varmt år men vinene fra Carnuntum har i sig selv en vis kølighed, så dette fornemmes ikke. Der laves vine på blaufränkisch, zweigelt og blends. I min optik er blaufränkisch vinene de mest interessante, da strukturen og dybden holder bedre i disse. Man har en tendens til at plastre zweigelt til med for meget fad, hvilket druen bestemt ikke magter. Vinene fra 2017 var generelt pæne og elegante men ikke helt oppe på niveau med 2016 og 2015. Bedste vine var ikke overraskende fra Dorli Muhr men også Walter Glatzer og Gerhard Pelzmann var flotte.

 

10 gode Erste Lage vine netop frigivet

Weingut Bründlmayer Riesling Heiligenstein Lyra 2018, Kamptal DAC 95
Jyskvin.dk | 395 kr.
Fyldig og tæt riesling næse. Flot koncentration med røde æbler, masser af flint og klassisk riesling karakter. Velbalanceret med en lang afslutning.

Schloss Gobelsburg Riesling Heiligenstein 2018, Kamptal DAC 95
Bichel.dk | 300 kr.
Flot, intens næse. Klassisk i udtrykket med masser af riesling karakter. Masser af komplekse noter i smagen. Flot balance og længde.

Weingut Proidl Grüner Veltliner Ehrenfels 2018, Kremstal DAC 94
Ukendt | ca. 200 kr.
Fyldig næse. Intens og koncentreret med olieret tekstur. Stenfrugt, lime og mineralitet i smagen. Flot balance og længde.

Weingut Fred Loimer Grüner Veltliner Käferberg 2018, Kamptal DAC 94
Österreich vin | 365 kr.
Flot mineralsk næse. Fyldig, klassisk og utrolig flot i udtrykket. Grønne æbler, hvid peber og flint. Vellavet med en lang afslutning.

Weingut Birgit Eichinger Grüner Veltliner Lamm 2018, Kamptal DAC 93
AndrupVin.dk | 249 kr.
Fyldig, tæt næse. Frugtig med mineralsk struktur. Flot koncentration, mange lag og en lang afslutning.

Weingut Dorli Muhr Spitzerberg 2017, Canuntum DAC 93
Atomwine.dk | 499 kr.
Intens i duften. Masser af jordbær, violer, lakrids og strejf af vanilje. Flot balance og længde. En flot, kølig vin i udtrykket.

Weingut Petra Unger Grüner Veltliner Oberfeld 2018, Kremstal DAC 93
dvin.dk | 180 kr.
Fyldig, krydret næse. Flot krop, en velbalanceret vin. En anelse botrytispræg, som klæder vinen. Masser at byde på og med en flot afslutning.

Marcus Huber Grüner Veltliner Berg 2018, Treisental DAC 93
Supervin | 300 kr.
Intens, flintet næse. Flot frugt, citrus og æblekarakter. Stilren og præcis med en sprød afslutning.

Weingut Allram Riesling Heiligenstein 2018, Kamptal DAC   93
Vinmedmere.dk | 199 kr.
Flot næse og fyldig, vellavet vin. Stringent og flot syre men frugten kan bære det. Modne grønne æbler, lime og blomster. Flot længde.

Weingut Walter Glatzer Ried Bärnreiser 2017, Canuntum DAC 92
Ukendt | ca. 250 kr.
Flot, tæt næse med røde bær. Ribs, jordbær, violer, lakrids, sort peber i smagen. Pæn balance og længde.

Andre gode

Weingut Fam. Proidl Riesling Ried Ehrenfels 2018, Kremstal DAC   94

Schloss Gobelsburg Grüner Veltliner Ried Grub 2018, Kamptal DAC 94

Weingut Bründlmayer Riesling Ried Heiligenstein 2018, Kamptal DAC 94

Schloss Gobelsburg Grüner Veltliner Ried Lamm 2018, Kamptal DAC 94

Weingut Bründlmayer Grüner Veltliner Ried Lamm 2018, Kamptal DAC 94

Weingut Fred Loimer Riesling Ried Steinmassl 2017, Kamptal DAC 94

Weingut Petra Unger Riesling Ried Gaisberg 2018, Kremstal DAC 93

Weingut Fam. Proidl Riesling Ried Pfeningberg 2018, Kremstal DAC 93

Schloss Gobelsburg Riesling Ried Gaisberg 2018, Kamptal DAC 93

Weingut Birgit Eichinger Riesling Ried Gaisberg 2018, Kamptal DAC 93

Weingut Birgit Eichinger Riesling Ried Heiligenstein 2018, Kamptal DAC 93

Weingut Bründlmayer Riesling Ried Heiligenstein 2018, Kamptal DAC 93

Weingut Hiedler Riesling Ried Heiligenstein 2018, Kamptal DAC 93

Weingut Jurtschitsch Riesling Ried Heiligenstein 2018, Kamptal DAC 93

Weingut Jurtschitsch Riesling Ried Heiligenstein 2018, Kamptal DAC 93

Weingut Fred Loimer Riesling Ried Heiligenstein 2017, Kamptal DAC 93

Weingut Bründlmayer Grüner Veltliner Ried Käferberg 2018, Kamptal DAC            93

Weingut Birgit Eichinger Grüner Veltliner Ried Lamm 2018, Kamptal DAC 93

Weingut Bründlmayer Grüner Veltliner Ried Loiserberg 2018, Kamptal DAC           93

Weingut Fred Loimer Grüner Veltliner Ried Loiserberg 2018, Kamptal DAC 93

Schloss Gobelsburg Grüner Veltliner Ried Renner 2018, Kamptal DAC 93

Weingut Fred Loimer Riesling Ried Seeberg 2017, Kamptal DAC 93

Weingut Bründlmayer Grüner Veltliner Ried Spiegel 2018, Kamptal DAC 93

Weingut Bründlmayer Riesling Ried Steinmassl 2018, Kamptal DAC 93

Weingut Fritsch Riesling Ried Mordthal 2018, Wagram 93

Weingut Wieninger Riesling Ried Rosengartel 2018, Wien 93