Vi har testet 33 vine fra Friuli

Friuli-Venezia Giulia er det mindste af de ”tre Venezie områder”, der omfatter regionerne Trentino, Veneto og Friuli. Næsten 70% af vinproduktionen er DOC, og udbyttet pr. hektar er betydeligt mindre end i Trentino og Veneto. Oftest arbejdes der på egne marker, og en stor del flaskes i eget navn uden for kooperativer. Vinene har derfor gennem flere år formået at oppebære et ry af høj klasse.
Friuli er mest kendt for sine hvidvine, og især siden 1970’erne har man nået en meget høj kvalitet. Der er generelt tale om vine med friskhed, tør frugt, bløde og ofte med typicitet. Vinmæssigt er Friuli opdelt i ni vinområder (zoner) med hver deres terroir og karakteristika. De mest anerkendte zoner er Friuli Colli Orientali, Collio (Goriziano) og Isonzo. Mest populære grønne druer er pinot grigio efterfulgt af friulano, sauvignon blanc og chardonnay.
Friuli kæmper med Soave om at være Italiens mest kendte hvidvinsområde. Vi er helt ovre ved grænsen til Slovenien, og der benyttes mange druer. For mange hvis du spørger mig. Jeg synes, smagningen viste, at man bør koncentrere sig om druer som friulano, pinot grigio og sauvignon blanc, hvor jeg synes, der kommer noget typicitet i stilen. Generelt en pæn smagning, hvor pris og kvalitet hænger godt sammen.

 

Aquils del Torre AT Friulano 2013 92 BEDSTE VIN 5 stjerner
Genereux | 150 kr. tilbudspris
Fin og ren i næsen. I smagen modne grønne æbler og lidt nashi pære. Med et moden præg i eftersmagen.
Alkoholprocent: 13%

 

Cantarutti Pinot Grigio 2016 92 BEDSTE KØB 5 stjerner
Quist Wine | 129 kr. tilbudspris
Ekspressiv næse med hen mod tropiske elementer som litchi og stenfrugter. Smagen tro mod duften omend lidt mindre charmerende og slutter lidt kort.
Alkoholprocent: 13%

 

Cantarutti Friulano 2016 91 GODT KØB 5 stjerner
Quist Wine | 129 kr. tilbudspris
Højaromatisk med stikkelsbær, grøn papaya og ananas understøttet af herbale nuancer. Flot balance mellem syre og frugtintensitet. Forfriskende og læskende.
Alkoholprocent: 12,5%

 

Jermann Where dreams have no end 2016 91 5 stjerner
Theis Vine | 400 kr. tilbudspris
Yoghurt naturel, friskt smør, hasselnødder, brioche og gule citroner. Cremet tekstur og god intensitet, følges af pæn syre. Rig sag. 
Alkoholprocent: 13,5%

 

La Gricca pinot Bianco 2017 90 5 stjerner
dengodevino | 175 kr. tilbudspris
Nydelig duft med et lidt moden præg. Modne hvide pærer i smagen sammen med en sjat hyldeblomst. Pæn intensitet og længde i eftersmagen.
Alkoholprocent: 14%

 

Aquils del Torre AT Sauvignon Blanc 2017 90 5 stjerner
Genereux | 150 kr. tilbudspris
Floral i næsen. Frugtig i udtrykket med en pæn intensitet. Fersken, litchi og blomsternoter i smagen. Pæn afslutning.
Alkoholprocent: 13%

 

Dario Coos Friulano 2015 90 GODT KØB 5 stjerner
Vinslottet | 139 kr. tilbudspris
Flintet, mos, gule æbler, let krydret og friske bøgeblade. Vin med tekstur, god intensitet og lang eftersmag. 
Alkoholprocent: 13%

 

Schiopetto Collio 2016 90 
Let blomstret i duften. Flot fyldig vin med intense frugtige noter især melon, fersken og blomster. Tør sprød afslutning.
Domaine Brandis | 199 kr. tilbudspris
Alkoholprocent: 15%

 

Livio Felluga Abbazia di Rosazzo 2015 90 4 stjerner
Sigurd Müller Vinhandel | 295 kr.
Frisk smør, crème fraiche og lidt underskov. Modne æbler og abrikos. Dette understøttes af en god mineralitet. Åbner sig op med mere luft.
Alkoholprocent: 13,5%

 

Bastianich Sauvignon 2017 90 GODT KØB 5 stjerner
Philipson Wine | 130 kr. Tilbudspris
Ren og rank i duften med masser af citrus og kattetis. Flot syreattack i starten og masser af citrus og blodappelsin/pomelo. Interessant og lækker.  Må være sauvignon blanc.
Alkoholprocent: 12,5%

 

Vigna Lenuzza Friulano 2017 89 4 stjerner
Husted Vin | 145 kr. tilbudspris
Kraftfuld, eksotisk og blomstret. Høj aromaintensitet. Det eksotiske får modspil af en bitter grapenuance. En smule fremtrædende alkohol, ellers en velbalanceret vin.
Alkoholprocent: 13,5%

 

Cantarutti Ribolla Gialla 2016 89 4 stjerner
Quist Wine | 139 kr. tilbudspris
Ren og fin duft uden at være prangende. God modenhed i smagen med lidt marcipan og stenfrugter. Pæn finish.
Alkoholprocent: 12,5%

 

Pighin Pinot Grigio Collio 2017 89 4 stjerner
Kjær & Sommerfeldt | 129 kr. tilbudspris
Liflig, blomstret og abrikospræget. Charmerende næse, men savner dybde og intensitet i smagen.
Alkoholprocent: 13,5%

 

Livon Solarco 2017 89 4 stjerner
DioVino | 149 kr. tilbudspris
Syrlig i næsen med stikkelsbærnoter. Pæn intensitet med citrus, stenfrugt og blomstrede noter. Flot balance og længde.
Alkoholprocent: 13,5%

 

Terre di ger Pinot Grigio 2016 89 GODT KØB 5 stjerner
dengodevino | 62 kr. tilbudspris
Mørk og krydret i næsen. Modne noter i smagen af abrikos, nødder og tropisk frugt. Fyldig med en lang afslutning. Ubetinget en madvin.
Alkoholprocent: 13%

 

Attems Pinot Grigio 2018 89 4 stjerner
Vinspecialisten | 160 kr. tilbudspris
Let sprød og frugtig i udtrykket. Citrus, fersken og lette blomsternoter i smagen. Rimelig intensitet og længde.
Alkoholprocent: 12,5%

 

Roco dei tassi Malvasia 2015 89 4 stjerner
Juuls | 135 kr. tilbudspris
Laktisk, halm, rå svampe i fint sammenspil med moden pære og kvæde. Lover mere i næsen end den leverer på smagen. Savner syre.
Alkoholprocent: 13,5%

 

Gradis’Ciutta Collio 2017 89 4 stjerner
Vinoble | 149 kr. tilbudspris
Masser af citruskarakter i duften. Intens blomstret i smagen med tropiske frugtnoter og limefrugt. Pæn syre, der giver vinen friskhed og en blomstret afslutning.
Alkoholprocent: 13%

 

Terre di ger Chardonnay 2016 89 GODT KØB 5 stjerner
dengodevino | 62 kr. tilbudspris
Intense citrusnoter i duften. Meget blomstret i smagen med en vis syrlighed. Tropisk frugt dominerer. Pæn afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%

 

Livon Sauvignon Blanc 2017 88 4 stjerner
DioVino | 109 kr. tilbudspris
Citrus i duften. Ren og syrlig i udtrykket med stikkelsbær, hvid peber og blomster. Mellemlang afslutning. Savner lidt mere specielt i afslutningen.
Alkoholprocent: 12,5%

 

Livon Pinot Grigio 2016 88 4 stjerner
DioVino | 109 kr. tilbudspris
Pæn intensitet i duften med masser af hvide blomster. Ren og pæn i udtrykket med en pæn syre og længde. Meget stilren.
Alkoholprocent: 12,5%

 

Jermann Pinot Grigio 2017 88 4 stjerner
Theis Vine | 180 kr. tilbudspris
Delikat næse med mandel, æbleblomst og hvid fersken. God friskhed, balance og rank syre støttet op af fin intensitet. Kort eftersmag.
Alkoholprocent: 13%

 

Villa Chiopris Pinot Grigio 2018 88 4 stjerner
DioVino | 75 kr. tilbudspris
Helt ren og frisk i næsen. I smagen kommer der lidt sæbespåner ind over og ødelægger frugten— slutter lidt i ubalance.
Alkoholprocent: 12,5%

 

Jermann Chardonnay 2018 88 4 stjerner
Theis Vine | 180 kr. tilbudspris
Spinkel og syrerig chardonnay med let fersken, licchi og citrus i smagen. Savner lidt mere karakter og dybde. Sprød afslutning.
Alkoholprocent: 13%

 

La Gricca Friulano 2017 88 4 stjerner
dengodevino | 130 kr. tilbudspris
Let oxideret og lav intensitet i næsen. Fersken, hvide blomster og limefrugt i smagen. Savner syre. Mellemlang afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%

 

Terre di Rosazzo Scaccoalre Friulano 2008 88 4 stjerner
Quist Wine | 219 kr. tilbudspris
Flot, gylden farve. Botrytis og toffee i næsen. I smagen falder den dog sammen og er ovre de bedste dage, men den har alligevel nogle interessante karamelnoter til sidst. En vin, der vil dele vandene.
Alkoholprocent: 15%

 

Lis Neris Traditionali 2016 87 4 stjerner
Løgismose | 179 kr. tilbudspris
Vegetal og citruspræget, spædet op af stenfrugt. En slank og umiddelbar men også simpel vin, der savner lidt frugt til at bære alkoholen.
Alkoholprocent: 12,5%

 

Jermann Chardonnay 2016 87 4 stjerner
Theis Vine | 180 kr. tilbudspris
Rimeligt afdæmpet i næsen med lidt hø og strå. I munden lidt af et attack og helt anderledes end de andre. Først med en lidt uren syre og slutter ikke helt pænt. 
Alkoholprocent: 13%

 

Vigna Lenuzza Sauvignon 2016 86 3 stjerner
Husted Vin | 145 kr. tilbudspris
Anderledes næse, der fornemmes syrlig/sur. Smagen er langt bedre, men der kommer noget oxidativt og bittert ind til sidst, der trækker ned.
Alkoholprocent: 13%

 

Foffani Merlot Bianco 2017 86 4 stjerner
dengodevino | 77 kr. tilbudspris
Diskret i næsen. Medium koncentration og generelt noget spinkel med lette bærnoter, blomster og citrus. Savner mere af det meste.
Alkoholprocent: 13%

 

Cantarutti Chardonnay 2016 86 3 stjerner
Quist Wine | 119 kr. tilbudspris
Mørk og ikke specielt meget i duften. Medium koncentration. Let oxiderede noter, nedfaldsfrugt, nødder og citrus i smagen.
Alkoholprocent: 12,5%

 

La Gricca Busart 2017 86 3 stjerner
dengodevino | 175 kr. tilbudspris
Pæne blomsternoter i duften. Savner i den grad syren, og vinen fremstår flad og uinspirerende. Kort afslutning.
Alkoholprocent: 14%

 

Bastianich Pinot Grigio 2017 86 3 stjerner
Philipson Wine | 120 kr. tilbudspris
Floral, grøn the, undermoden eksotisk frugt. Let cremet mundfølelse. Forfriskende og balanceret men flad.
Alkoholprocent: 12,5%