Den tyske by Wiesbaden er hvert år centrum for præsentationen af de nye årgange af de bedste tyske vine. En årligt tilbagevendende begivenhed, der giver en fin mulighed for at bedømme årgangen og afgøre, hvor i landet de bedste vine kommer fra. I år var det årgangen 2017 for de hvide vine og 2016 for de røde.

Intet er overladt til tilfældighederne, og smagningen afvikles med den typiske tyske effektivitet. Fra sin plads i den store sal kan man bestille vine fra et imponerende katalog med over 600 vine, hvilket giver en fantastisk mulighed for at få en god fornemmelse for, hvad årgangen kan i de forskellige områder i Tyskland.

2017 var et meget udfordrende i Tyskland. En mild vinter blev efterfulgt af et varmt, tidligt forår, hvor knopskydningen skete tidligt i april, 3-4 uger før normalen. Dette er generelt ikke noget problem, men da der kom frost i slutningen af april blev dette kritisk for mange producenter. Maj og juni var tørre og varme måneder, hvor især unge vinstokke havde brug for kunstvanding. Juli var mere regnfuld end normalt, hvilket betød problemer med sygdomme i markerne. Normalt kan man sprøjte mod råd, men da det regnede ofte, var dette problematisk nogle steder. Sensommeren var varm med regn ind imellem, så vandmangel var ikke et problem. Der kom dog flere storme med hagl, hvilket skabte problemer i nogle områder. Høsten var meget tidlig og startede allerede i august flere steder. Hovedparten høstede derfor pænt modne druer, omend kvantiteten var noget mindre end gennemsnittet. Totalt forventer man omkring 18% mindre volumen end normalt. Men det varierer meget fra region til region, hvilket betød, at i Mosel er høsten 25% mindre, mens den i Baden er omkring 10% mindre. Valg af høsttidspunktet fra vingårdenes side ser dog ud til at være vitalt, og det fornemmes klart på syren i en række af vinene. Årgangen kan derfor klassificeres som en pæn årgang, ikke blandt de bedste men over middel.

Vinene, som blev smagt, var erstes gewächs (fra Rheingau) samt grosses gewächs (fra resten af Tyskland), som er det moderne Tysklands svar på premier og grand cru, altså vin fra landets bedste marker. Disse vine skal alle være helt udgærede, det vil sige helt tørre. Omregnet betyder det vine med optil 9 g restsukker per liter.

Efter at have smagt godt og vel 280 vine må konklusionen være, at riesling i 2017 er en flot årgang, og en årgang man godt kan købe til kælderen. Men man skal som altid se sig for. Der var nogen variation i specielt syre og i kompleksiteten. Enkelte var meget frugtige men samtidigt kvabsede og savnede syre. Mens andre savnede frugt men havde en voldsom syre. De bedste var ikke overraskende dem, som formåede at skabe den nødvendige balance. Og en årgang, hvor især de gode producenter viste, hvorfor de er i den liga, de er. Men der er mange perler og dermed også vine, som man med fordel kan købe til kælderen. Men man skal være kritisk, og jeg kan kun anbefale at smage på vinene, inden man køber. 2017 er nok en årgang, der skal drikkes hurtigere end f.eks. 2016 og 2015, som til gengæld kræver en del år endnu, inden den udfolder sig helt. Så den ideelle strategi er nok at købe lidt af hver årgang og så nyde 2017 de næste 3-7 år, mens især 2015 godt kan ligge længere.

Her en gennemgang af områderne og anbefaling af de bedste vine:

Rheingau

Det måske mest klassiske riesling-område og da smagningen blev holdt netop midt i Rheingau, starter vi her. Igen i år et flot år for riesling herfra: Syreholdige og for de fleste vines vedkommende ganske flotte med en pæn koncentration, masser af intensitet og en skarp struktur. Niveauet var pænt men ikke helt på niveau med 2015 og 2016. Var især tydeligt, da Peter Jakob Kühns vine var fra 2016 og stod absolut fremragende op mod de andres 2017. I 2017 vinene savnede lidt mere koncentration om end vinene har en flot struktur og syre, hvilket gør, at de med fordel bør lagres 5-8 år, inden de drikkes. Der var mange producenter som gjorde det godt med Künstler, Wegeler, Peter Jakob Kühn, Robert Weil og August Kesseler i toppen.

Interessant er, at flere af de unge eksperimenterer med især brug af naturlig gæring og malolaktisk fermentering. Og endvidere begrænset eller ingen brug af svovl. Interessante vine, som er en del forskellige fra, hvad man ellers finder, men hvis jeg skal være ærlig: Måske mere interessante på papiret, end når man smager dem. Et godt eksempel er vinene fra Balthasar Ress.

Her er de bedste vine fra Rheingau:

August Kesseler Berg Roseneck 2017. 94
Bay Vine | ukendt pris
Pæn intensitet og koncentration. Flot syre og masser af nedfaldsfrugt og krydrede noter i smagen. Lang afslutning.

Künstler Berg Rottland 2017. 93
Ukendt | Ukendt pris
Flot intensitet, masser af æbler, pærer og blomsternoter i smagen. Flot struktur og pæn afslutning.

Andre:
Peter Jakob Kühn Doosberg 2016. 95
Peter Jakob Kühn Jungfer 2016. 94
Künstler Hölle 2017. 93
Künstler Kirchenstück 2017. 93
Robert Weil Gräfenberg 2017. 93
Geheimrat J. Wegeler Jesuitengarten 2017. 93
Künstler Berg Schlossberg 2017. 93
August Eser Nussbrunnen 2017. 92
Balthasar Ress Nussbrunnen 2017. 92
Prinz Jungfer 2017. 92
Geheimrat J. Wegeler Rosengarten 2017. 92
Peter Jakob Kühn St. Nikolaus 2016. 92
Gehimrat J. Wegeler Berg Schlossberg 2017. 92
August Kesseler Berg Schlossberg 2017. 92

Mosel
Det klassiske område i vest, tæt på grænsen til Belgien og Frankrig. Mosel er mest kendt for sine alkoholmilde, halvsøde og halvtørre vine, og er derfor ikke så god til de helt tørre. Hård frost i april ramte især her, og 2017 var generelt et svært år i Mosel. Var derfor lidt usikker på, om den kunne følge op på det flotte 2015 og 2016, men det kunne den. 2017 er faktisk fremragende fra Mosel.

Generelt vil jeg dog mere se mod Mosel, når vi snakker de søde vine (kabinett og op). Her er Mosel overlegen, men med de tørre er det kun ganske få producenter. Hovedparten besidder i 2017 en flot balance, flot koncentration og en rimelig pæn intensitet. Flot syre og de fleste vine vil have godt af 5-7 års lagring, før de drikkes. De klart mest imponerende vine kom fra Wegeler, Dr. Loosen, Fritz Haag og Peter Lauer.

Her er de bedste vine fra Mosel:

Geheimrat J. Wegeler Doctor 2017. 96
Suenson | ukendt pris
Fremragende vin med præcis syre. Grønne æbler, blomster og citrusnoter. Flot struktur og længde.

Dr. Loosen Domprobst 2017. 95
Vinengros.dk | ukendt pris
Yderst flot vin med intense noter i både duft og smag. Stram, velintegreret syre. Lang afslutning.

Andre
Fritz Haag Juffer 2017. 95
Dr. Loosen Sonnenuhr 2017. 94
Dr. Loosen Prälat 2014. 93
Geheimrat J. Wegeler Sonnenuhr 2017. 93
Dr. Loosen Johannisbrünnchen 2017. 93
Fritz Haag  Juffer-Sonnenuhr 2017. 93
Peter Lauer Schonfels 2017. 93
Dr. Loosen Würzgarten 2017. 92
S.A. Prüm  Sonnenuhr 2017. 92
Dr. Loosen Himmelreich 2017. 92
Grans-Fassian Apotheke 2017. 92

Nahe
Det mindste område men måske også et af de mest interessante. I hvert fald den højeste scorer i gennemsnit af alle områder. Et generelt ganske flot år, måske en anelse lavere i kvalitet end 2016. Og lavere høstudbytte end normalt. Men meget højt niveau blandt de godt 33 vine herfra. I forhold til 2016 savnede jeg lidt mere koncentration og dybde i vinene. Klart bedste vine kom fra Dönnhoff, tæt forfulgt af Schäfer-Fröhlich. Flotteste vin var Dönnhoffs Hermannhöhle efterfulgt af Schäfer-Fröhlichs Felsenberg. Overvejer man tysk vin til sin kælder, ville jeg især kigge mod Nahe.

Her er de bedste vine fra Nahe:

Dönnhoff Hermannshöhle 2017. 94
Johs. Klein | 595 kr.
Stram struktur med en høj syre. Grønne æbler dominerer med masser af lag og en lang afslutning. Ubetinget en gemmevin.

Schäfer-Fröhlich Felsenberg 2017. 94
Atomwine | 499 kr.
Let røgede noter. Røde æbler, hvid peber, blomster i smagen. Flot struktur og en lang afslutning.

Gut Hermannsberg Steinberg 2017. 93
Vinens Verden | 229 kr.
Flot, slank og klassisk Nahe vin med pæn syre, stringent i udtrykket og en flot, lang afslutning.

Andre
Dönnhoff Dellchen 2017. 93
Gut Hermannsberg Kupfergrube 2016. 93
Schäfer-Fröhlich Felseneck 2017. 93
Gut Hermannsberg Rotenberg 2017. 92
Gut Hermannsberg Hermannsberg 2016. 92
Schäfer-Fröhlich Kupfergrube 2017. 92
Dönnhoff Felsenberg “Felsentürmchen” 2017. 92
Schäfer-Fröhlich Frühlingsplätzchen 2017. 92
Schäfer-Fröhlich Halenberg 2017. 92

Mittelrhein
Meget overset mindre område med kun få producenter. Har selv besøgt området flere gange, og området er måske det område med de bedste køb. Priserne er yderst overkommelige, og en producent som Matthias Müller laver ganske flotte vine, omend hans vine ikke var med i år, da området var hådt ramt af frost, og derfor er mængderne små i 2017. Blandt de øvrige stod Ratzenberger Wolfshöhle (91) stærkt.

Pfalz
Det største område i forhold til riesling i Tyskland. Stor variation kvalitetsmæssigt, så her skal man se sig for. Generelt synes jeg, Pflaz stod svagest blandt alle områder i 2016. Mosbacher, Acham-Magin og Philipp Kuhn stod generelt for de bedste vine, dog med førstnævnte som mest konsistent i kvaliteten.

Her er de bedste vine fra Pfalz:
Philipp Kuhn Schwarzer Herrgott 2017. 92
Ukendt | ukendt pris.
Flot struktur. Æbler, pærer og krydderier. Lang afslutning.

Christmann Mandelgarten-Meerspinne 2017. 92
Theis Vine | 550 kr.
Flot struktur, imødekommende. Pæn syre. Røde æbler. Pæn afslutning.

Philipp Kuhn Saumagen 2017. 92
Georg Mosbacher Jesuitengarten 2017. 92
Georg Mosbacher Freundstück 2017. 92
Georg Mosbacher Kieselberg 2017. 92

Rheinhessen
Pæn, ensartet kvalitet, dog uden at stikke af. Der var dog ingen af vinene, som kom helt op at ringe. Wagner Stempel og Wittmann generelt som de bedste. Battenfeld-Spanier havde kun én vin med, og 2016 ser ikke ud til at være deres år.

Her er de bedste vine fra Rheinhessen:

Wittmann Brunnenhäuschen 2017. 92
Theis Vine | 650 kr.
Yderst velbalanceret. Grønne æbler, hvid peber og krydderier i smagen. Pæn intensitet og længde.

Battenfeld-Spanier Frauenberg 2017. 92
Atomwine | 399 kr.
Flot elegant vin med stenfrugt, æbler og krydderier i smagen. Flot intensitet og en lang afslutning.

Wittmann Morstein 2017. 92
Wittmann Aulerde 2017. 92
Prinz Salm Kirchberg 2016. 91
Kühling-Gillot Pettenthal 2017. 91
St. Antony Pettenthal 2017. 91
Wittmann Kirchspiel 2017. 91
Battenfeld-Spanier Zellerweg am Schwarzen Herrgott 2017. 91

Franken
Nok det svageste af områderne. Frugtige og ligefremme vine, men de savnede generelt dybde. 2016 har masser af frugt og er pænt balanceret, men der mangler et gear i forhold til de bedste områder. Ingen faldt igennem, men de eneste, som stak lidt frem var Rudolf Fürst Centgrafenberg (90).

Württemberg & Baden
Et jævnt område, der i et godt år som 2016 laver pæne, jævne vine. Flere dog ganske imødekommende og varme i udtrykket, ikke gemmevine på nogen måde, men drikkeklare nu. Ingen producenter dog helt i top. Prøv evt. Aldingers eller Graf Neippergs vine.

Silvaner

Ganske interessante vine, omend syren ikke er nær så høj som i riesling. Men meget frugtige i stilen, og af de godt 20 smagte GG vine, var niveauet pænt højt, omend der ikke var nogle, der bragede igennem. Dertil er druens karakter nok for simpel. Vinene har en typisk røget duft med citrus, stenfrugter, hvide blomster pakket ind af en medium syre. Frugtdrevet og de bedste med mineralitet og en højere syre til at holde frugten oppe. Generelt lidt neutral vin, men på den anden side en vin, de fleste vil kunne lide og nyde. Ukompliceret, ren og frutig. De bedste vine Rudolf May Himmelspfad (90), Zur Schwane (89) og Michael Fröhlics (89) vine fra Am Lumpen 1655 samt ikke mindst Weltners Küchenmeister Hoheleite (90) samt Hans Wirsching Kronsberg (90).