Bryggeriet Apollo i København var Danmarks første moderne mikrobryggeri — 10 år før ølrevolutionen brød igennem. Bryggeriet Apollo er paradoksalt blevet glemt i ølrevolutionen.

Apollo, som er nabo til hovedindgangen til Tivoli i København, var det første mikrobryggeri i Danmark, længe før ølrevolutionen bankede igennem omkring år 2000. Fra den 1. maj 1990, hvor Apollo blev skudt i luften og ti år frem, var der run på fadøllet hos Apollo. Ofte, især i årene op til år 2000, var der kø torsdag, fredag og lørdag udenfor bryghuset. Der var år i begyndelsen af Apollo, hvor bryggeriet og restauranten havde en omsætning for over 100 millioner kroner.

“Gröninger Privatbrauerei i Hamburg var inspirationskilden for Apollo. Min far Aage Damgaard var i 1988 i Hamburg i forbindelse med åbningen af hans restaurant A Hereford Beefstouw. Her var han på besøg i Gröninger Privatbrauerei og blev grebet af det friske øl, stemningen og autenticiteten med de åbne gæringskar og bryganlægget midt i lokalet,” fortæller Henrik Damgaard, søn af grundlæggeren Aage Damgaard og brygmester de første 10 år. Efter Aage Damgaards besøg på Gröninger Privatbrauerei tog han kort efter til Tyskland, hvor han købte et bryganlæg fra 1950, som den dag i dag fungerer upåklageligt.

Henrik Damgaard var en central figur i opbygningen af successen Apollo, og han var med til at gøre den til en slags restaurant Grøften, som lå et stenkast på den anden siden ind mod Tivoli.

“Der var penge i øl dengang, og det er der faktisk også stadig. Men dengang var det nærmest et guldgraver syndrom, at gøre et bryggeri til en succes— og det blev Apollo forholdsvist hurtigt,” siger Henrik Damgaard.

Poul Svanholm, daværende direktør i Carlsberg, var ikke meget for, at der åbnede et bryggeri klods op ad Tivoli. Carlsberg havde på det tidspunkt i 1990 kontrakt på at levere øl til Tivoli.

“Heldigvis lykkedes det os at lave en aftale med Carlsberg. Hvis vi indgik et samarbejde med Carlsberg om gær, malt og laboratorieanalyser, ville Carlsberg se stort på, at Apollo rykkede ind som nabo til Tivoli,” fortæller Henrik Damgaard.

På Apollo kom alle de kendte. Tag et kig i kælderen, hvor den nu meget anerkendte kunster Peter Carlsen har tegnet en hall of fame af skuespillere, kunstnere, politikere, idrætsstjerne og andre kendte, som de første ti år var månedens ølambassadør, i alt 122 ølambassadører. En status, der i øvrigt gav ret til gratis Apollo øl resten af livet.

Kändisfaktoren har altid spillet en central rolle i markedsføringen. Ud over ølambassadørerne har Apollo bl.a. brygget øl sammen med DAD, Daniel Agger, Mik Schack og ‘klovnene’ Frank Hvam og Casper Christensen. Måske derfor, at Apollo er blevet glemt, overset, i ølrevolutionen. Øllet forsvandt i kändisser, Tivoli og en klassisk måde at tænke tysk brauhaus på.

 

900 opskrifter

Men tag ikke fejl af kvaliteten. På Apollo er der altid to faste varianter af øl— pilsner og pale ale— og en sæsonøl, som er ny hver måned. Det lyder måske ikke af så meget i en ølnørds ører, men siden år nul for Apollo i 1990 har bryggeriet forkælet de danske ganer med et utal af varianter af øl. Se bare listen over nogle af månedens sæsonøl for sidste år, hvor der var langt mellem gæsterne på grund af Covid-19-krisen:

Februar: Coffee porter

April: Belgian dubbel

Juni: IPA

August: Irish Red Ale

Oktober: Märzen

 

Mælkebøtter, hamp, røgøl og et utallige andre varianter af øl har også været en del af sortimentet på Apollo. I alt har Apollo gennem årene brygget godt 900 opskrifter på øl.

Røgøl, en af Henrik Damgaards personlige favoritter, bryggede han f.eks. efter inspiration fra en tur til Finland, hvor han smagte en finsk røgøl fra bryggeriet Teerenpeli i byen Lahti. Inspirationsture til bl.a. Belgien og Tyskland med vennen Mik Schack har også været en del af en dannelsesrejse i øllet for Henrik Damgaard.

Han fortæller, at der ikke var andre begrænsninger for øllet på Apollo, at det ikke skulle være outrerede øl eller øl med meget alkohol. Det førstnævnte kriterium ville holde for mange gæster fra at besøge stede, det andet kriterium ville være ensbetydende med for mange fulde gæster, og det hang ikke sammen med den sideløbende restaurationsdrift.

 

Eneste bryggeri med åben gæring

I Tjekkiet, som med rette er verdensberømte for deres øl, særligt svetly lezak (pilsner), er åbne gæringskar normen. Det samme er tilfældet hos bl.a. en række tyske bryggerier. Horisontale lagertanke har også en høj stjerne hos de tyske og især tjekkiske bryggere.

I Danmark er Apollo det eneste bryggeri med åben gæring. I underetagen, hvor den svenske brygger Magnus Rönnerup huserer med det 70 år gamle bryganlæg, er der seks åbne gærkar, og brygudstyret er også med de 11 horisontale tanke à 2.000 liter et særsyn blandt andre danske bryggerier.

Kort fortalt tror især de tjekkiske bryggere på, at åben gæring og horisontale tanke giver en renere, rundere og mere helstøbt smag. Henrik Damgaard tænker ‘tjekkisk’ og tror på den åbne gæring og de horisontale tanke, selvom han erkender, at bryggeren skal være særligt over de åbne gæringstanke på grund af risikoen for infektion af øllet.

Ud over kvaliteten med de åbne gærkar og de horisontale tanke er øllet på Apollo upasteuriseret og ufiltreret. De upasteuriserede og ufiltrerede øl, som mange bryggere sværger til, bevarer bedre aroma og smag men faldt dog ikke altid i gæsternes smag, nævner Henrik Damgaard:

“For nogle gæster tog det et stykke tid at vænne sig til de nye øl. Gæsterne kunne nogle gange ikke forstå, at de skulle betale for plumret øl,” siger han.

 

Relancering af Apollo

Da Apollo var på sit højeste, producerede det gamle og smukke østtyske bryganlæg 165.000 liter øl om året. De seneste år er volumen faldet til omkring 100.000 liter.

Henrik Damgaard fortæller, at Apollo står over for et nyt koncept. Han og manager Michael Hofman-Klixbüll vil med et nye koncept have stemningen tilbage fra de gode dage i årene efter åbningen. Øllet er kommet for meget i baggrunden i forhold til bøfferne og den anden mad. Den mange spisende gæster skubbede stemningen, ølstemningen, ud af bagdøren, vurderer Henrik Damgaard og Michael Hofman-Klixbüll.

Til relanceringen vil der være fokus på øllet med dansk mad til. Apollo vil gå efter et yngre publimum og en mere uformel atmosfære. Enkelt, mættende og til fornuftige priser i nyindrettede rammer med langborde og bænke— som en god, gammeldags ølstue.

 

 

Bøf og øl

Aage Damgaard Aps, som grundlagde og ejer Apollo Bryggeriet, er en stor spiller på det danske gastromarked.

Mest kendt er Aage Damgaard Aps for restaurationskæden A Hereford Beefstouw. Siden er BØF kæden kommet til. Bryggeridelen tæller fire brygværtshuse: Apollo, Bryggeriet Herning, Flakhaven i Odense og Sct. Clemens i Aarhus.