H.C. Andersen blev født på Fyn men havde nok selv ikke i sine eventyr forudset at man godt 200 år senere skulle producere dansk vin ikke langt fra fødebyen Odense. For lidt syd for Kerteminde finder man Stokkebye Vingård som i dag råder over 7,5 hektarer med vin. Det er Jacob og Helle Stokkebye, som står bag vingården efter i flere år at have beskæftiget sig i fødevarebranchen med import. Men i 2013 besluttede de at kaste sig over vinproduktionen og plantede marker til på familiens gård.

Og det var bestemt ikke tilfældigt, for Jacob er en af landets første sommeliers og medstifter af sommelierforeningen. I sin ungdom blev han udlært på Kong Hans og var forbi Falsled Kro samt en række Michelin-restauranter i Frankrig, både som vintjener men også i køkkenet. Gennem sine mange rejser blev han især fascineret af fransk vin, og hver dag cyklede han rundt til franske vinproducenter inden han mødte ind på restauranterne. Så det lå ligesom i kortene, at vinen skulle fylde mere i Jacobs liv.

Familien startede op med at plante en række forskellige druesorter på deres nordfynske mark. I alt 1.000 vinstokke med ni sorter blev der eksperimenteret med. Men resultatet målte sig ikke med forventninger og det store arbejde. Så i 2014 fik man kontakt til tyske Jens Heinemeyer, som arbejdede som vinkonsulent på Frederiksdal Vingård og Vejrhøj. Og han fik hurtigt sat vinproduktionen på skinner og ikke mindst hvilke sorter der skulle satses på.

Den største overraskelse kom dog, da man skulle lave et vanddræn på jorden og opdagede, at man lå oven på et massivt lag af kalk. Det viste sig nemlig, at havet for millioner af år siden lå længere inde, og at store dele af nordfyn var under vand. Jordbunden er derfor rig på kridt og mineraler, hvilket sætter sit tydelige præg, især på de hvide vine, hvilket giver dem et mineralsk og et stramt udtryk.

Det blev primært druerne solaris og pinot noir, der skulle satses på, hvor solaris skulle benyttes til hvidvinene og pinot noir til mousserende vine. I dag udgør pinot noir 60%, solaris 35%, og der er 5% med andre druer. Og så blev det besluttet, at markerne skal drives økologisk. Der sprøjtes ikke og ukrudt pløjes med traktor.

Lige nu produceres der omkring 10.000 flasker årligt, men målet er i løbet af få år at lave 20.000 flasker. Og netop dette blev realistisk, da en gård kom til salg tæt på familiens egen. Familien tog chancen, købte gården og har nu indrettet vinificering og modningfaciliteter i laderne. Og markerne er netop blevet plantet til med endnu mere pinot noir.

Stokkebye logoet viser et træ med falk og en stjerne i baggrunden. Det er ikke tilfældigt for logoet symboliserer parrets tre børn, hvor den ældste datter, Liva, er livets træ, sønnen Victor er falken, der fører tilsyn med alt fra oven, og deres yngste datter Stella er stjernen, der funkler og fører rejsende på vej.

Målet er at blive Danmarks bedste vingård, når det gælder hvidvin og mousserende vine. Og p.t. laves der tre hvidvine og en mousserende. Hvidvinen Liva er produceret med 100% solaris: Druerne kommer fra vinstokke fra 2009 og fra 2015. 50% af vinen gæres i egetræsfade fra Domaine de Chevalier og 50% på ståltanke. Hvidvinen Frank er opkaldt efter familiens hund og er 100% solaris fra vinstokke plantet i 2017 og gæret på ståltanke med kulturgær. Blanc de Noirs vinen Coco er produceret med 100% pinot noir. Druerne kommer fra vinstokke fra 2015. Vinen fermenteres på egetræsfade fra Meursault. Det giver vinen en flot krop, samtidig med at den bevarer dens frugtige og mineralske stil.

Der laves to forskellige mousserende vine, begge på den traditionelle metode. Stella er lavet med l’Acadie blanc og johanniter druer. Mens den mere seriøse vin Stella Mary er produceret med 100% pinot noir-druer.

Hedvinen Victor produceres med 100% golobok, som er en blå druesort af ukrainsk oprindelse. Druerne kommer fra vinstokke fra 2009, og vinen er lavet hvor gæringen stoppes med fin druebrandy. Vinen lagres i 16 måneder i 10-årige oloroso sherryfade.

Likørvinen Georg er produceret med 100% golobok. Vinen er også lavet ved at stoppe gæringen med fin druesprit. Vinen lagres i fire måneder i ni-liters sherry egetræsfade.

Ud over vinen importerer og sælger man også kaviar. En god mulighed for at åbne dørene til eksklusive restauranter i landet. Og det er da også lykkes at få vinene ind på restauranter som Alchemist, Geranium, Kokkeriet, Kong Hans Kælder og på Henne Kirkeby Kro. Så fremtiden ser lys ud, og det bliver spændende at følge det fynske vineventyr.

Stokkebye Stella Mary Brut Nature 2018, Danmark
By Stokkebye | 375 kr. tilbudspris
Lavet på pinot noir og andengæret ni måneder på flaske. Flot lys og let frugt. Man fornemmer, den er ung og ikke så dyb, men frugten er flot og syrerig. Flot mousse og en ganske pæn afslutning. Alk.: 12,5%  89

Stokkebye Frank 2019, Fyn
Stokkebye | 155 kr. tilbudspris
Hyldeblomst og syren samt lidt mentol og syltet melon i næsen. Vandet smag med en anelse sødme og markant syre. Savner koncentration og kun lidt hyldeblomst kommer med over i smagen. Balancen er ok, men den kunne godt have mere længde.
Alk.: 11,5%  89

Stokkebye Liva 2019, Fyn
Stokkebye | 225 kr. tilbudspris
50% af vinen gæres i egetræsfade fra vinslottet Domaine de Chevalier og 50% på ståltanke. Let røg i næse. Pæn fylde og velbalanceret med syren. Fersken, røde æbler og citrus dominerer. Pæn, sprød afslutning. Bedre balanceret end 2018.
Alk.: 12,5%  89

Stokkebye Coco 2019, Fyn
Stokkebye | 225 kr. tilbudspris
100% pinot noir fermenteret på egefade fra Meursault. Let rødt skær og man kan diskutere, om den ikke burde klassificeres som rosé. Flot frugtig med hindbærnoter i duften. Flot balance og et snert tanninpræg fornemmes, hvilket klæder vinen. Meget imødekommende og venlig i udtrykket.
Alk.: 12,5%  88