Special Releases Collection 2020 fra Diageo er inspireret af det efterhånden verdenskendte tema ‘Rare by Nature’. Samlingen er sammensat af master blender Dr. Craig Wilson og består af otte eksklusivt udvalgte skotske single malt whiskyer fra Diageos portefølje af destillerier både dem som opererer og som er lukkede.

 

Cardhu 11 års, Speyside
56% | Diageo | 949 kr.
Fra refill og nye samt ex-bourbon hogsheadsfade fra det kendte Speyside destilleri.
Lys i farven. Ananas og friskpresset juice i duften. Medium koncentration og i smagen ganske intens med sødmefulde orangenoter, shortbread, vanilje, marmelade og toffee. Sødmefuld i smagen, velbalanceret, og den høje alkohol fornemmes ikke. Flot afslutning med hvide pebernoter. 92

Craggenmore 20 års, Speyside
55,8% | Diageo | 1349 kr.
Fra refill og nye friskbrændte hogsheads-fade lavet af amerikansk eg. Mørk i farven.  Medium koncentration. Masser af fad og hengemt frugt i duften. I smagen tarte tatin, karamelliserede appelsin og vaniljetoner. Den høje alkohol fornemmes men er velintegreret og fremhæver fadet. Eftersmagen er lang og chili-krydret. 94

Dalwhinnie 30 års, Højlandet
51,9% | Diageo | 5440 kr.
Fra det klassiske destilleri man passerer, når man kommer sydfra mod Speyside. Fra refill amerikanske hogsheads-fade lavet af eg. Dybt gylden i farven. Sødmefulde krydderier og urtede noter i duften. Orangetoner, peber, mørk sirup, frugtkage og vanilje. Alkoholen mærkes lidt, men dybden kan bære det. Lang, varm og krydret afslutning. 93

Lagavulin 12 års, Islay
56,4% | Diageo | 1299 kr.
Lagavulin er en eksklusiv single malt whisky fra det kendte destilleri af samme navn, der ligger på den klipperige sydkyst. Lagret i 12 år på amerikanske egetræstønder (hogsheads), og dette er en klassisk og velstruktureret Lagavulin. Lys i farven. Intense røgtoner med varme krydderier og sirup. Mild, varm og krydret i smagen med masser af røg, karamel, frugtige toner og vanilje. Flot balanceret, en flot og klassisk Islay-whisky. Lang, røgfyldt eftersmag. 94

Mortlach 21 års, Speyside
56,9% | Diageo | 6149 kr.
Med en finish lavet på fade krydret af Pedro Ximenez & oloroso-sherry. Mørkt gylden. Tør med tørrede frugtnoter i duften, herefter søde toner. Meget blød med bivoks, karamel, butterscotch, marmelade og lette krydderier. Blød og varm, krydret afslutning. 96

Pittyvaich 30 års, Speyside
50,8% | Diageo | 4249 kr.
Denne 30-årige kommer fra destilleriet i Dufftown, der lukkede produktionen i 1993. Lagret i refill og med en finish lavet på first fill ex-bourbonfade. Gylden farve. Intens med citrus og tropiske frugtnoter i duften. Vanilje, ananas, banan og kandiseret frugt i smagen. Høj viskositet. Masser af fadnoter, velbalanceret, omend man fornemmer den højere alkohol. Sublimt. 96

Talisker 8 års, Islay
57,9% | Diageo | 1049 kr.
Fra det klassiske Islay destilleri. Fra refill, der tidligere har indeholdt pot still-destilleret caribisk rom. Meget lys med et grønt skær. Intense, sødmefulde og røgede toner med salt og havnoter. Alkoholen møder én umiddelbart. Varm, brændende intensitet, og bagved er der peber, pærer, røg, varme krydderier og malttoner. Lang og krydret afslutning. 93

The Singleton 17 års, Speyside
55,1% | Diageo | 1249 kr.
Første tapning nogensinde, som udelukkende er modnet på refill hogsheadsfade af amerikansk eg. Meget lys. Frugtig i duften med limefrugt og bivoks. Intens og sødmefuld i smagen med orange, krydderier, toffee og vanilje. Alkoholen er velbalanceret. Lang, frugtig afslutning. 92