En kold og blæsende oktoberdag ankom jeg til Campbeltown, som ligger på den vestlige tange Kintyre med kig over til Islay. Klimaet ved havet gør, at man her og der ser palmer, hvilket man ikke rigtigt forventer at se i Skotland. Campbeltown var engang en magtfaktor i skotsk whiskyindustri med over 100 destillerier, men det er i dag reduceret til mindre end en håndfuld. Mest kendte er uden tvivl Springbank destilleriet, som ligger i midten af byen, gemt væk bag den lille hovedgade.

Kapaciteten er 750.000 liter årligt, men i mange årtier har man valgt kun at destillere omkring 100.000 liter. Ikke fordi det er et problem at sælge den færdige whisky, men fra ejerens side har man generelt altid været meget forsigtige. Og det er måske forståeligt, for man har omkring 80 ansatte fra den lille by, så det er en vigtig arbejdsgiver. Men sidste år satte man produktionen op til 275.000 liter, da efterspørgslen trods alt var for stor til den lille produktion.

Springbank blev grundlagt i 1828 af Reid-familien men overtaget ni år senere af John og William Mitchell som et fuldt proces-destilleri med både maltning, destillering, lagring og flaskning. I dag er destilleriet privat ejet af efterkommere af Mitchell-familien, hvilket gør det til det ældste familieejede destilleri i Skotland.

Som så mange andre destillerier måtte man lukke i perioden 1926-33 og igen i 1979-1989.

Facadeskiltene afslører, at her produceres der flere forskellige typer whisky. Man har valgt at bruge de gamle navne på forskellige nedlagte Campbeltown-destillerier for hver enkelt type, man laver på destilleriet. Der produceres tre forskellige brands på destilleriet: Springbank, Longrow og Hazelburn.

Alt laves på destilleriet, inklusiv maltningen af byggen. Malten til Springbank bliver tørverøget i cirka seks timer, mens en batch, som bliver til Longrow, må udstå hele 47 timers tørverygning. Når malten er færdig, flyttes den over i ti store maltkar, som hver kan rumme 20 tons malt. Indholdet i hvert kar overvåges af Springbanks “computer”, som er en gammel trætavle, hvorpå gutterne skriver med kridt, hvor meget den indeholder og hvilken type, der skal blive ud af det. Og til forskel fra andre destillerier maltes alt på destilleriet, og intet tilkøbes.

Malten kværnes i en gammel Porteus kværn, inden man herefter skal udvinde sukkeret. Gæringen sker i smukke gærkar af svensk lærketræ, som hvert kan indeholde 21.000 liter. Man gærer usædvanligt længe, nogle gange op til 112 timer for at opnå alle de dufte og smage, man ønsker.

De er alle lavet på de samme kedler, men processen er noget forskellig:

Longrow destilleres to gange og er generelt rimeligt røget (50-55 ppm). I 2019 var 10% af produktionen Longrow.

Springbank destilleres 2,5 gange, hvilket betyder, at en del af førstegangs destillatet tages fra og destilleres igen med “feint”. Ergo: Noget destilleres to gange og andet tre gange, hvilket er grunden til, man siger, den er destilleret 2,5 gange. Den er kendt som let røget (12-15 ppm). Endvidere er Springbank kendt for brugen af forskellige typer fade til lagring. I 2019 var 80% af produktionen Hazelburn.

Hazelburn benytter sig derimod af tripel destillering og er aldrig røget. I 2019 var 10% af produktionen Hazelburn.

Wash kedlen er meget utraditionel, da den opvarmes med olie og kul.

Al lagring sker på destilleriet i et af de ni lagerhuse. Man har både hyldelagre og traditionelle Dunnage lagerhuse, hvor fadene ligger direkte på jordgulvet og stables ovenpå hinanden, tre i højden. Totalt har man cirka 13.000 fade på lager. Man anvender godt lige dele ex-bourbonfade og ex-sherryfade og sågar en del andre typer af vinfade, for eksempel portvin. Til den yngre whisky anvendes mest bourbonfade, hvorimod sherryfade mere anvendes til udgaverne fra 15 år og opefter.

 

Som sidste krølle på halen aftapper man også selv sin whisky. Man har sit eget anlæg i samme lokaler, hvor man tømmer fadene, og hvor flaskerne påfyldes og bagefter etiketteres.

 

Et besøg på Springbank er som en rejse tilbage i tiden. Her er ingen moderne teknologi taget i brug for at effektivisere, lige foruden fyring med olie i stedet for kul. Det er måske netop det, der gør Springbank til en god historie.