Covid-19 og høje temperaturer gav udfordringer i Bourgogne. En høst der endte med at blive den tidligste nogensinde.

Sæsonen startede med en mild vinter med kun syv dage, hvor der blev registreret under 0 °C. Derefter tørt og smukt vejr fra marts til september, hvilket førte til knopskydning tre uger tidligere end normalt. Flere dage nåede temperaturerne over 23 grader i april og flere var nødt til at fjerne skud på vinstokkene, for at undgå for meget vegetation. Med til dette hører også historien om de Covid-relaterede restriktioner, der blev indført i Frankrig, hvor vinproducenterne med små børn også skulle beskæftige sig med hjemmeundervisning på samme tid.

Blomstringen begyndte i slutningen af april og var yderst vellykket. Sommeren havde høje temperaturer og en stabil vind, men mangel på regn. Heldigvis havde 2019 været regnfuldt og vandreserve var rimelig fyldt oppe i vinstokkene.

De første druer var allerede klar til høst omkring d. 12 august i den sydlige del af Mâconnais. Og flere startede høsten af chardonnay i ugerne efter. I slutningen af august startede høsten af pinot noir.

Ludivine Griveau, direktør og vinmager på Hospices de Beaune fortæller, at hvidvinene generelt har en flot aromatisk kompleksitet, er intense i frugten og med en god syre. De røde har en dyb farve og koncentration, men ligesom de hvide har beholdt deres friskhed og har en udpræget sort frugt profil. “Ingredienserne i en stor årgang, som af mange grunde er uforglemmelige, er alle til stede.” udtaler hun.

I weekenden foregår den årlige store velgørenheds auktion netop med vinene fra Hospices de Beaune.