I Frankrig er der lanceret et formelt charter for naturvin under navnet “vin méthode nature”. Instituttet for Origins and Quality (INAO) og det franske landbrugsministerium har netop besluttet at anerkende den nye betegnelse.

Det sker efter, at producenter og forbrugere i fællesskab i oktober 2019 oprettede en liste over kriterier for den nye kategori. Og med de nye regler håber man at rydde op i den forvirring der har været omkring naturvin gennem mange år. Det nye regelsæt vil nu være omfattet af en treårig prøveperiode.

I fremtiden skal druerne komme fra certificerede økologiske vinstokke, håndplukkes og fremstilles med vildgær. Det er desuden ikke tilladt at arbejde med termovinificering, omvendt osmose, flash pasteurisering og cross-flow filtrering under vinificeringen. Tilsætning af op til 30 mg/l svovldioxid er tilladt i alle typer vin på tværs af alle betegnelser, men tilsætning er ikke tilladt før eller under gæringen. Vin, hvor der ikke tilsættes nogen svovl kan mærkes “vin méthode nature sans sulfites ajoutés” (naturlig metode uden tilsat svolv), mens øvrige vine kan mærkes “vin-méthode nature avec moins de 30 mg/l de sulfites ajoutés” (naturlig metode med et max på under 30 mg/l).

Desuden skal den færdige vin gennemgå en ekstern kontrolleret vurdering for at afgøre, om den er i overensstemmelse med reglerne.

Det menes, at over 100 franske producenter vil tilslutte sig programmet “vin méthode nature” i løbet af de næste par måneder, og lignende systemer forventes i hele Europa med Spanien, Italien og Schweiz som forventes at følge trop snart.