Vi tester 60 gamay vine fra Beaujolais.

I Beaujolais er det druen gamay, som er kongen, i modsætning til pinot noir og chardonnay i Bourgogne. Området er især kendt for at benytte maceration carbonique. Det betyder, man ikke afstilker druerne men ligger dem direkte i tanken sammen med kuldioxid (CO2), hvilket får dem til at gære inde i druen. Efter godt to uger presses druerne, og mosten gæres færdig. Det giver et meget frugtigt udtryk i vinene, men også en typisk duft og smag af tyggegummi og banan vil nogle sige. En metode, som især benyttes i Beaujolais og Beaujolais Villages-vinene, mens man hos producenterne i cru-områderne i højere grad ser en klassisk vinfremstilling som i Bourgogne.

 
Pænt niveau og kun ganske få vine imponerede mig. En del vine skuffede, og konklusionen må være, at man skal se sig godt om. Og prisen er ikke altid den rette snor at gå efter, viste smagningen. Der var stor forskel på cru vinene og de almindelige Beaujolais vine, førstnævnte havde mere koncentration og struktur. Så i min optik kan det godt betale sig at betale lidt mere for dette. 

 

Domaine de la Grand Cour Cuvee Vieilles Vignes 2018. 94 BEDSTE VIN
Domaine Brandis | 299 kr.
Fra gamle gamay stokke. Hindbær i duften. Masser af intense røde lyse bærnoter i smagen, blomster og let krydret i eftersmagen. Nærmest som en rosé. Flot balanceret og meget imødekommende. Yderst flot vin.
Alc.: 13%

 

Marc Delienne Abbaye Road Fleurie 2015. 93
Erik Sørensen Vin | 300 kr. tilbudspris
Moden svampet i duften. Ganske pæn koncentration og det varme år fornægtes ikke. Røde tætte bær og en del tertiære noter i smagen. Pænt balanceret med en lang krydret afslutning. Spændende vellavet vin.
Alc.: 13,5%

 

Château de Beauregard Moulin à Vent 2015. 92
Sigurd Müller Vin | 230 kr.
Modne, svampede noter i duften. Rund og blød med modne jordbær, svampe, tobak og vanilje. Spændende vin med en del tertiære, udviklede noter.
Alc.: 14,5%

 

Jacques Dépagneux Moulin à Vent VV 2015. 91 BEDSTE KØB
Holte vinlager | 120 kr.
Syltede bær i duften. Koncentreret og en anelse varm i udtrykket. Alkoholen noget høj og jeg savner lidt elegancen. Lidt en bullerbasse. 91 92 91
Alc.: 13,5%

 

Jacques Dépagneux Fleurie Cuvée Marcel 2017. 91 GODT KØB
Holte vinlager | 120 kr.
Kompleks og dyb næse, som først viser sit væsen efter lidt luft. Røde bær, svømmehal, granitbrud og skumfidus. Tæt smag med god struktur og underliggende mineralitet. God længde. En vin, som behøver tid, men hvor alle elementer virker til at være i balance.
Alc.: 13,5%

 
Julien Sunier Fleurie 2017. 91
Vinspecialisten | 290 kr.
Aromatisk og carbonisk næse, som viser banan, jordbærkompot og brudt granit. Smagen er generøs, med bløde, indbydende tanniner, god koncentration og flot længde. Smager af mere og er samtidigt et seriøst glas vin.
Alc.: 12,5%


La Trad Nature Régnié 2016. 91 GODT KØB
Brdr. Korndrups | 129 kr. tilbudspris
Flot, flot næse. Burgundisk stil med underskov og animalske noter. Stor intensitet i frugten, rig på kirsebær, skovbund og rød blomme. Flot sammensat vin med en lang, dejlig finish.
Alc.: 13%

 

Marc Delienne Maurice Fleurie 2018. 91
Erik Sørensen Vin | 200 kr. tilbudspris
Masser af røde bær i næsen. En ung vin drevet af frugten, men yderst imødekommende og venlig i udtrykket. Velbalanceret med en lang frugtig afslutning. Virkelig en pleaser.
Alc.: 13,5%


 Julien Sunier Morgon Charmes 2017. 92
Vinspecialisten | 295 kr.
Superaromatisk og indbydende næse med fine røde bær, yoghurt og skumfiduser. Smagen er læskende og fokuseret omkring ribs og fine jordbær med en god længde og mundvandsdrivende afslutning. Indbydende og kompleks vin, som gør en drikkelysten… men har nok dybde til at kunne stå sammen med et måltid.
Alc.: 12,5%


Julien Sunier Morgon 2017. 91
Vinspecialisten | 290 kr.
Aromatisk næse med god dybde under. Vinen skifter mellem rød bærfrugtighed, banan og dyb mineralitet. Vinen varmer en smule men har et godt fintmasket tanninskelet, rødgrød og er tæt men samtidigt indbydende.
Alc.: 13%


Marc Delienne Greta Garbo Fleurie 2017. 91
Erik Sørensen Vin | 275 kr. tilbudspris
Røde sødmefulde bær i duften. En lys, let og elegant gamay med røde bærnoter, bolscher, krydderier og vanilje i smagen. Høj syre med en sprød lang afslutning. En spændende lidt atypisk Fleurie i stilen.
Alc.: 13%

 

Villa Ponciago Morgon Les Pierres Bleues 2017. 90
Erik Sørensen Vin | 110 kr. tilbudspris
Fyldig i duften med sorte bær. Blommer, krydderier og vanilje i smagen. Flot koncentration og balance med en pæn afslutning.
Alc.: 13,5%

 

Marc Delienne Avalanche de Printemps Fleurie 2016. 90
Erik Sørensen Vin | 225 kr. tilbudspris
Banan og bolsjenoter i duften. Krydret i udtrykket med masser af røde bær, våde sten, tang og violer. Anelse tørhed i eftersmagen. Spændende vin.
Alc.: 12,5%

 

Julien Sunier Régnie 2017. 90
Vinspecialisten | 240 kr.
Røde bær i næsen. Ribs, pichonæbler og krydderier i smagen. Pænt balanceret med en medium koncentration. Mineralsk i afslutningen.
Alc.: 13%

 

Château Grange Cochard Morgon Cote du Py 2016. 90
Bichel | 225 kr.
Kirsch og framboises i næsen, altså koncentreret bæressens uden på nogen måde at være kogt. Smagen er generøs og har sødme og mælkeprodukter sammen med varme jordbær pakket om en fin struktur.
Alc.: 13%

 

Jacques Dépagneux Morgon Côte du Py 2016. 90 GODT KØB
Holte vinlager | 120 kr.
Åben, mørk bærfrugtig næse med flot dybde. Knuste jordbær, søde urter og granitbrud vinder frem med luft. Smagen er ren og har en dejlig balance mellem en fin, tannisk tekstur og slikken frugt. Ender friskt og med en god, vedvarende eftersmag.
Alc.: 13%

 

Pascal Aufranc Chénas 2016. 90 GODT KØB
Oxholm Vin | 109 kr.
Flot, ren, intens duft af røde bær. En anelse tørhed i smagen. Jordbær, kirsebær og tobaksnoter. Krydret, mellemlang afslutning.
Alc.: 13%

 

Johan Lardy Moulin-à-Vent Les Thorins 2016. 90
Oxholm Vin | 149 kr.
Duften domineres af syrlige kirsebær i meget frisk stil med en stram, præsent syre. God balance. Liflig vin til de lettere retter. Afgjort en behagelig og elegant vin i den lette, men strukturerede stil.
Alc.: 12,5%

 

Louis Jadot Beaujolais-Villages 2017. 90 GODT KØB
Kjær & Sommerfeldt | 119 kr. tilbudspris
Typicitet i produktionsmetoden med maceration carbonique. Rig, lys bær- og bananduft. Fin balance i syre og frugt med en frisk saftighed og en fylde, som gør den anvendelig til mad. En pæn, vellavet vin, som man forventer af typen.
Alc.: 13%

 

Domaine de Colette Moulin-à-Vent 2016. 90
Jysk Vin | 134 kr. tilbudspris
Violer i næsen. Masser af røde bær, lakrids, peber og vanilje i smagen. Flot rank struktur og længde.
Alc.: 13%

 

Charles Van Canneyt Beaujolais Primeur 2016. 90
Theis-vine.dk | 120 kr. tilbudspris
Duft af gær og syrerig frugt med masser af sort, krydret peber. Let prikkende spice på tungen. Karakterfuld vin med masser af smagsintensitet. Meget tør finish.
Alc.: 13%

 

Domaine Joncy Régnié 2016. 90 GODT KØB
Brdr. Korndrups | 89 kr. tilbudspris
Koncentreret næse med vilde urter og moden, mørk bærfrugt. Flot koncentration og balanceret syre. Dybde i smagen, som samtidig giver en rig og lang mundfylde.
Alc.: 13%

 

Domaine des Marrans Morgon Corcelette 2016. 90
Suenson | 155 kr. tilbudspris
Masser af koncentration og intense bærnoter i duft og smag. En anelse prikkende på tungen, og syren stikker lidt. Tør afslutning. Lidt speciel stil.
Alc.: 14%
 


Domaine des Marrans Morgon VV 2015. 89
Suenson | 139 kr. tilbudspris
Lukket og en anelse reduktiv næse med masser af hindbær, kirsebæressens og underskov. Mørk i udtrykket men ikke uden elegance. Smagen er sødmefuld og viser igen karakter af mørk, indkogt bærfrugt men vander lidt ud, inden den slutter rent.
Alc.: 14%

 

Domaine de Gry-Sablon Julinas 2017. 89
Juuls | 129 kr.
Let frugtig i næsen. Intens i smagen med masser af jordbærpræg. Medium koncentration og en pæn dybde. Rund og blød med en krydret afslutning.
Alc.: 13%

 

Domaine Labruyere Coer de Terroirs Moulin-à-Vent 2013. 89
Vinmonopolet.dk | 150 kr. tilbudspris
Flot animalsk pebernæse og rig, dyb smag. Stor koncentration og fylde. Kan klare tungere mad og har en meget flot afslutning.
Alc.: 13%

 

La Cave de Grands Vins Fleurie 2017. 89
Philipsonwine.com | 100 kr. tilbudspris
Diskret i næsen. Umiddelbart frugtig i stilen med let krydret afslutning. Pæn men ikke prangende.
Alc.: 13%

 

Domaine de Gry-Sablon Moulin-à-Vent VV 2015. 89
Juuls | 150 kr.
Tæt og lukket duft, som er en smule animalsk og savner definition. Med luft viser sig underskov, appelsinskal og kirsch. Smagen er astringent og varmer samtidigt med, at den tørrer en smule ud, og vinen behøver luft og måske tid.
Alc.: 13%

 

Domaine Saint-Cyr La Galoche Beaujolais 2017. 89
Husted Vin | 135 kr. tilbudspris
Charmerende næse med moden bærfrugt, lakrids og sød tobak. Smagen er frisk og virkeligt læskende men har samtidigt struktur og byder en op til et glas mere. Seriøs og legesyg på samme tid. Det er godt nu, men kan med garanti blive rigtig sjov at vende tilbage til om 5 år!
Alc.: 12,5%

 

Julien Sunier Wild Soul Beaujolais Villages 2017. 88
Vinspecialisten | 209 kr.
Krydret varm næse. I smagen banan, blomme, krydderier og vanilje. Anelse sødmefuld med en let tør krydret afslutning.
Alc.: 12,5%

 

Domaine Richard Rottiers Beaujolais Villages La Sambinerie 2018. 88
Philipsonwine.com | 100 kr. tilbudspris
Masser af røde bær i duften. Frugtig ligefrem i udtrykket med røde kirsebær, banan, krydderier og blomsternoter. Pænt balanceret. Anelse tørhed i eftersmagen.
Alc.: 12%

 

Domaine de Bel-Air Fleurie 2017. 88
Vinoble | 149 kr.
Noget svovlet i næsen. Pæn frugt domineret af blommekarakter. Krydret med et flintet udtryk. Velbalanceret med en pæn afslutning.
Alc.: 13%

 

Henry Fessy Moulin-à-Vent 2014. 88
Lago.dk | 145 kr.
Meget lys farve. Næse med lyse jordbær og syrlig kirsch. Let struktur men med fin balanceret smag og behagelig mundfylde. En behagelig vin uden at gøre det store væsen af sig.
Alc.: 12,5%

 

Stephane Aviron Beaujolais-Villages 2016. 88
Theis-vine.dk | 85 kr. tilbudspris
Frisk og frugtig vin domineret af hindbær og jordbær. Let pære-grønne nuancer i smagen. Ok balance i vinen. Let juicy sag til en sommerdag på terrassen.
Alc.: 13%

 

Prosper Maufoux Fleurie 2014. 88
Supervin | 109 kr. tilbudspris
Uren og surmælket næse, som med lidt luft begynder at give røde frugter og rå-svamps-aromaer fra sig. Smagen er tæt og mangler renhed og tørrer ud hurtigt.
Alc.: 13%

 

Lucien Lardy Fleurie Les Roches 2016. 88
Oxholm Vin | 119 kr.
Masser af røde bær i duften. En bærbombe med masser af jordbær, hindbær og skovbær i smagen. Pænt lavet men savner lidt mere dybde.
Alc.: 12,5%

 

Laurent Gauthier Chiroubles 2017. 88
Oxholm Vin | 109 kr.
Let støvet og varm frugtnæse. Virker ekstraheret og overgjort og resulterer i en atypisk Beaujolais, som har mistet sit friske, syrerige pust.
Alc.: 13%

 

Domaine de Gry-Sablon Beaujolais Villages Emeringes 2017. 88
Juuls | 99 kr.
Primær og esterdreven næse, som virker en smule en-dimensionel men er indbydende og behagelig. Vinen er fint balanceret men uden meget at byde på foruden saftig bærfrugt. Simpel og behagelig.
Alc.: 12,5%

 

Domaine de Gry-Sablon Morgon 2015. 89
Juuls | 149 kr.
Rustik næse med kogte, mørke bær. Smagen er tør og tannisk uden den saftighed under, som man kunne håbe. Mangler frugtkoncentration og friskhed.
Alc.: 12,5%


Maison Lauis Girard Beaujolais Villages 2016. 86
Bilka | 89 kr.
Parfumeret i duften. Spinkel med røde bær og krydderier. Savner dybde og længde.
Alc.: 12,5%

 

Maison Lauis Girard Fleurie 2016. 88
Bilka | 99 kr.
Varm lakridsal og animalsk næse med kødsaft og hostebolsjer. Moden og slikken frugt med kogte jordbær og lidt vanille. Smagen cutter hurtigt af og tørrer en smule ud.
Alc.: 12,5%

 

Domaine Mee Godard Morgon Corcelette 2016. 88
Suenson | 179 kr. tilbudspris
Let med røde bærnoter. En let og frugtig vin med jordbær og kirsebærnoter i smagen. Pæn, krydret afslutning.
Alc.: 13,1%

 

Château de la Terriere Regnie 2017. 88
Thewinecompany.dk | 95 kr. tilbudspris
Liflig imødekommende bærduft. Blød, saftig vin med god fylde af lys og moden bærfrugt. En smule lakrids og sorte pebernoter. Til gengæld en smule kort i eftersmagen.
Alc.: 13%

 

Lache moi La grrrrrappe Regnié 2016. 87
Thewinecompany.dk | 95 kr. tilbudspris
Uha, her er syrlig ribssaft i næsen.Smagen stikker lidt i hver sin retning med carboniske træk af banan i smagen samtidig med umodne, mørke bær. Prikken på tungen og en lidt skæv syrebalance.
Alc.: 14%

 

Vin Nature a Butiner Beaujolais Villages 2017. 87
Thewinecompany.dk | 75 kr. tilbudspris
Moden lidt svampet næse. Elegant pæn frugt med sorte kirsebær, lakrids og vaniljenoter. Pæn kompleksitet og længde.
Alc.: 13%

 

Domaine Joncy Morgon 2015. 87
Brdr. Korndrups | 99 kr. tilbudspris
Lav intens i næsen. Urtet karakter og en del animalske noter i munden, som besidder en hel del syre og tørstof, hvilket gør vinen mindre imødekommende. Savner højere frugtintensitet.
Alc.: 13%

 

Bulliat Morgon 2016. 87
Vinslottet | 175 kr. tilbudspris
Moden, lidt svampet næse. Elegant pæn frugt med sorte kirsebær, lakrids og vaniljenoter. Pæn kompleksitet og længde.
Alc.: 13%

 

Domaine Saint-Cyr Chénas Les Blemont 2017. 87
Husted Vin | 205 kr. tilbudspris
Jordbær, bananskind og søde urter i en inviterende næse. Smagen er læskende men har samtidigt fin struktur og renhed. Frisk og masser af ribs, hindbæressens og et touch af en opfriskende vegetal note.
Alc.: 13%

 

Domaine Monternot Beaujolais Villages Les Jumeaux 2017. 87
Skjold Burne | 90 kr. tilbudspris
Moden og sødmefuld bær/banan næse typisk maceration carbonique. Frugtig og saftig læskedrik med en vis sødme. Nemt drikkelig, juicy vin lidt ude af balance. Savner koncentration og syre i vinen.
Alc.: 13%

 

Henry Fessy Fleurie 2016. 87
Lago.dk | 155 kr.
Røde bær i duften. Rimelig intensitet med let syrlige kirsebær, tobak og krydderier i smagen. Krydret afslutning.
Alc.: 13%

 

Domaine de Gry-Sablon Fleurie VV 2016. 87
Juuls | 145 kr.
Super esterdreven næse. Højaromtatisk og meget tuttifrutti. Smagen er vandig men ren. En simpel vin, som giver umiddelbar nydelse men ikke meget mere. 
Alc.: 12,5%

 

Domaine de Colette Beaujolais Villages 2017. 87
Jysk Vin | 100 kr. tilbudspris
Røde bær i duften, banan og bolscher i smagen med masser af røde bærnoter og krydderier. Meget frugtig i stilen med en pæn afslutning.
Alc.: 12,5%

 

Château du Basty Regnie 2017. 87
Con Avec | 129 kr.
Meget dæmpet aromaprofil, giver ikke meget fra sig i hverken duft eller smag. En smule lys brombær og engelsk lakrids dog uden længde heller.
Alc.: 13%

 

Villa Ponciago Fleurie La Reserve 2017. 87
Erik Sørensen Vin | 110 kr. tilbudspris
Sorte bær i duften. Medium koncentration med let bolsje præg i smagen, røde æbler og krydderier. Anelse tørhed i eftersmagen.
Alc.: 12,5%

 

Les Pivoines Beaujolais Villages 2017. 87
MENY | 60 kr. tilbudspris
Saftig brombærjuice med banan og syrnet mælkeprodukt. En vin i let drikkelig, ukompliceret stil. Ok balance.
Alc.: 12,5%

 

Henry Fessy Beaujolais-Villages 2017. 86
Lago.dk | 99 kr.
Banan i næsen og meget frugtig, ligefrem i stilen. Simpel men fungerer pænt. Krydret men lidt kort afslutning.
Alc.: 13%

 

Johan Lardy Moulin-à-Vent Les Michelons 2016. 86
Oxholm Vin | 149 kr.
Anelse svampede noter i duften. En moden og klar vin nu med sorte kirsebær, tobak, champignon og vanilje i smagen. Pæn længde og dybde.
Alc.: 13%

 

Vincent Lacondemine Beaujolais-Villages 2014. 86
Vildmedvin.dk | 99 kr.
Reduktiv næse som dufter af tidsler og overmodne bær og kvædethe. I smagen er vinen vandig og mangler intensitet og definition. Gør ikke meget væsen af sig.
Alc.: 12%

 

Jean-Louis Dutraive Fleurie Carolon 2017. 85
Domaine Brandis | 199 kr.
Grumset udtryk og masser af gæret drue i duften, som også er præget af nedfaldsæbler. Prikkende på tungen og ude af balance. En vin uden egentlig retning.
Alc.: 13%

 

Christian Bernard Fleurie VV 2017. 85
Skjold Burne | 100 kr. tilbudspris
Masser af jordbær i næsen. Medium koncentration og intensitet i smagen. Starter bedre, end den slutter. Lidt simpel. 
Alc.: 13%