I søndags d. 28. april arrangerede Vinakademiet og gastro for sjette gang DM i blindsmagning. Det foregik som altid på Hotel- og Restaurantskolen i København, hvor der var ny deltagerrekord med 54 tremands-hold.

Kl. 13 skænkedes den første af hovedrundens i alt 12 vine og efter en finaledyst med yderligere tre vine mellem de tre bedste hold kunne holdet Rotunden bestående af Rasmus Vejbæk-Zerr, Lasse Sterup og Terkel Tolstrup lade sig hylde som de nye danmarksmestre. Holdet har været et af de mest stabile i konkurrencens historie og er aldrig sluttet udenfor top10, men i år var første gang de tog sig til finalen. Her satte de en tyk streg under deres fortjente sejr, som allerede var blevet grundlagt med en relativt klar førsteplads efter hovedrunden.

1. 2017 Muscadet Sèvre & Maine, L d’Or, Luneau-Papin, Loire. Frankrig – Melon

2. 2017 Sancerre Les Boucauds, Claude Riffault, Loire. Frankrig – Sauvignon Blanc

3. 2015 Chardonnay, The Hilt, Santa Barbara County, Californien. USA

4. 2015 Montepulciano d’Abruzzo Cocciapazza, Torre Beati, Abruzzo. Italien

5. 2014 Cab. Sauv., Louis M. Martini, Napa Valley, Californien. USA – Cab.S/ Petit Verdot

6. Amontillado Antique, Rey Fernando de Castilla, Sherry, Andalusien. Spanien Palomino
Anden halvleg

1. 2017 Valdobbiadene Prosecco Superiore Extra Dry, Val d’Oca, Veneto. Italien – Glera

2. 2017 Dessimis, Vie di Romans, Isonzo, Friuli. Italien – Pinot Grigio

3. 2016 Ultreia Mencia, Raul Pérez, Bierzo, Castilla y Leon. Spanien

4. 2016 Shiraz Bishop, Ben Glaetzer, Barossa Valley, South Australia. Australien

5. 2014 Amarone della Valpolicella Classico, Zenato, Veneto. Italien – Corvina/Rondinella

6. 20 Years Tawny Port, Niepoort, Douro. Portugal – Touriga Nacional/Touriga Franca

I denne  blev der serveret en række klassikere, hvoraf nogle dog naturligt nok var større udfordringer end andre. Mange havde for eksempel godt fat på en Sancerre, en Amontilado Sherry og en Valdobbiadene Prosecco, mens en Montepulciano d’Abruzzo og en Bierzo på mencia ikke gav mange point på scorekortet. Hvert 10. minut skænkedes en ny vin og så skulle svararket være udfyldt med holdets bud på land, region, distrikt, druesort, årgang og producent.

I finalen fik de tre bedste hold i hovedrunden skænket yderligere tre vine: 2016 Marlborough Sauvignon Blanc, Clos Henri 2016 Châteauneuf-du-Pape (Blanc), Château de Beaucastel 1995 Margaux, Château Palmer

Alt var stadig åbent, men da Rotunden som de eneste gættede hvidvin fra Rhône på vin nummer to, stod det efterhånden klart, at de ikke var til at indhente. Deres bud på venstrebreds-bordeauxvin fra 1996 på finalens rødvin, blev som sådan blot prikken over i’et på en overbevisende præstation, hvor de satte ny rekord for pointgennemsnit set over hele dagen. Andenpladsen gik – ligesom i 2017 – til The Spanish Connection bestående af Jonas Tofterup, Thomas Rydberg og Hans Werge, mens tredjepladsen gik til Simon Ingerslev, Tony Rønsgaard og Christian Mathiesen på Team STC.