Vi tester 53 italienske bobler

I følge DOC Prosecco bliver der i år produceret 3.7 mio. hl vin fra de i alt 23.000 hektar i området som ligger i det nordøstlige Italien. Det svarer til 493 mio. flasker. Derudover forventes der godt 100 mio. flasker fra DOCG Prosecco Superiore. Et område der dækker godt 5.000 hektar og kvalitetsmæssigt er det højeste i området.

Med en total produktion på 600 mio. flasker bliver området dermed dobbelt så stor som Champagne. Og Prosecco er da også de senere år blevet voldsomt populært. Det startede i Storbrittanien og har nu bredt sig til resten af Europa. Og især som ingrediens til drinken Aperol Spritz.

Prosecco ligger i det nordøstlige Italien og dækker et større område ikke langt fra Venedig.


Ruggeri Giustino B. Prosecco Brut 2017, Valdobbiadene. 91 BEDSTE PROSECCO
Pran Vin | 190 kr.
Meget lys i farven og spinkel men elegant i duften. Smagen er modne æbler og pærer men helt uden oxidative noter og med en god fylde og intensitet. Mangler det sidste i eftersmagen for at komme helt op.
Alc.: 11,5%

 

Furlan Prosecco Brut 2016, Conegliano Valdobbiadene 90
La Cave Vinimport | 160 kr. tilbudspris
Fyldig og ganske vellavet vin med røde æbler, let kandiseret frugt og krydderier. Pæn dybde og længde.
Alc.: 11,5%

 

Case Paolin Asolo Prosecco Brut. 90 GODT KØB
Suenson | 125 kr. tilbudspris
Mørk med intense noter af nedfaldsfrugt. Flot dybde og friskhed i smagen. Virkelig interessant og anderledes med masser af smag og længde.
Alc.: 11,5%


Spagnol Col del Sas Prosecco Brut 2017, Valdobbiadene. 90 GODT KØB
Suenson | 110 kr. tilbudspris

Juicy frugt men dejlig tør og ren. Meget behagelig blød frugt. Læskende men med god intensitet. Rigtig fint balanceret vin og utrolig behagelig at nyde.

Alc.: 11%


Albino Armani 1607 Prosecco. 90
Vinmonopolet | 120 kr. tilbudspris
Nedfaldsfrugt i duften. Masser af modne frugt, krydderier og hvide blomster i smagen. Flot mousse og en spændende vellavet vin med en frugtig lang afslutning.
Alc.: 11%


Nino Franco Rustico Prosecco Brut, Valdobbiadene. 89
Philipson Wine | 110 kr. tilbudspris
Meget grøn i frugten med bittergrape og citrus i smagen. God fylde med en smule grov i sin stil og eftersmag.
Alc.: 11%


Carattere Prosecco Brut. 89
Vinens Verden | 119 kr.
Lidt neutral i duften men god kant i smagen med tydelig retning. Cremet og fin.
Alc.: 11,5%

 

Terre di Marca Prosecco Brut, Treviso. 89 GODT KØB
Theis vine | 90 kr. tilbudspris
Frisk og meget umiddelbar. Ikke voldsom intens med frugtig med en pæn syre og mousse. Pæn afslutning.
Alc.: 11,5%

 

Terre di Marca Prosecco Extra Brut, Treviso. 88
Theis vine | 100 kr. tilbudspris
Tør og let blomstret i smagen. Fersken, hvid peber og hvide blomster i smagen. Mellemlang afslutning.
Alc.: 11,5%

 

Canevel Prosecco Brut, Valdobbiadene. 89 GODT KØB
VildmedVin | 99 kr.
Diskret i næsen og meget intensitet i smagen. Lette fersken og røde æbler, Frugtig i stilen med en mellemlang afslutning.
Alc.: 11%

 
Spagnol Prosecco Brut 2017. 89 GODT KØB
Suenson | 95 kr. tilbudspris
Aromatisk pære og æble i saftig stil. God balance i den lette stil som slutter med et pænt friskt pust og naturlig frugtsødme. Pænt lavet og meget behagelig.
Alc.: 11%

 

Casabianca Prosecco Brut. 89
Vinoble | 149 kr. tilbudspris
Masser af frugtige noter i duften. I smagen fersken, abrikos og blomster. Pænt balanceret med en let sødmefuld afslutning.
Alc.: 11%

  

Malia Prosecco Oragnic. 89 GODT KØB
Kvickly, Superbrugsen | 79 kr. tilbudspris
Frugtig i næsen. Mildere blødere bobler og masser af frugt i smagen. Abrikos, licchi og blomster. Spændende tør prosecco med en pæn afslutning.
Alc.: 11%
 

Crudo Organic prosecco. 89 GODT KØB
AndrupVin | 99 kr. tilbudspris
Frugtig i stilen med fersken, melon og blomsternoter. Pæn koncentration og flot mousse. Meget ligefrem med en pæn afslutning.
Alc.: 11,5%

 

Case Paolin Col Fondo Prosecco Brut. 89
Suenson | 125 kr. tilbudspris
Kompleksitet og rig på nuancer, både klassisk æble og citrus, men også en smule anis. God dybde og længde 90p./-/89
Alc.: 11,5%

Furlan Prosecco Brut. 89
La Cave Vinimport | 135 kr. tilbudspris
Lys farve, pæn duft. Smagsmæssigt holdes sødmen fint i skak af citrus og grape. Vellavet og næsten elegant.
Alc.: 11%


Era Organic Prosecco Extra Dry. 88
Vinspecialisten | 115 kr. tilbudspris
Noget aggressiv i moussen. Æbler, melon og blomster i smagen. Knastør med en pæn syre og rimelig længde. Savner mere frugt og dybde.
Alc.: 11%


La Gioiosa Prosecco Brut, Treviso. 88
Vinimondo | 80 kr. tilbudspris
Lidt afdæmpet i duften, men smagen er anderledes ambitiøs. Der er både primære frugtnoter som æble og (mest) pære, men også marcipan og orangeskal og lidt mørk chokolade.
Alc.: 11%


Silvano Follador Prosecco Brut 2017, Valdobbiadene. 88
Vinova | 160 kr.
Frisk tør syrlig pære smag, ok intensitet og syre. Rank stil. En smule kunstig i eftersmagen.
Alc.: 11,5%


Canavel Prosecco Brut 2017, Valdobbiadene. 88
VildmedVin | 99 kr. tilbudspris
Tør men med ren frugt af citrus, en smule gær og fylde. Meget fin balance og god finish.
Alc.: 11%


Vigna Dogarina Prosecco Extra Dry 2016, Treviso. 88
Propperiet | 89 kr. Tilbudspris
Imødekommende frugtig i udtrykket med fersken og blomsternoter. Simpel men pæn mousse og frugtig afslutning.
Alc.: 11%

Bottega Gold Prosecco Brut 2017, Treviso. 87
Strandgaarden | 220 kr.
Umiddelbar intensiv frugt-approach. Peach og pære. Medium længde og fylde. Gennemgående typisk Prosecco stil fra den mellemste kvalitetshylde.
Alc.: 11%


Bacio della Luna Prosecco Extra Dry. 87
Juuls | 99 kr. tilbudspris
Lette fersken noter i duften. Anelse aggressiv i moussen. Frugtig i smagen med en let blomstret afslutning.
Alc.: 11%


Cantina Progettidivini Prosecco Extra Dry, Valdobbiadene. 87
Lars Bjørn Vin | 100 kr.
Let abrikossten i næsen. Frugtig med en pæn intensitet i smagen. Pæn mousse men lidt kort i afslutningen.
Alc.: 11%


Follador Prosecco Brut Nature, Valdobbiadene. 87
Vin&Vin | 149 kr.
Frugtig læskende æble/pæreduft med primær frugt. Letbenet og meget typisk for genren.
Alc.: 11,5%


Sorelle Bronca Prosecco Brut, Valdobbiadene. 87
Kjær & Sommerfeldt | 119 kr. tilbudspris
Neutral duft med lidt gærnoter og marehalm. I munden en kamp mellem bitterhed og sødme. Slutter ikke helt i balance.
Alc.: 11%


Donelli Prosecco Brut. 87
youandwine | 115 kr. tilbudspris
Lidt kemisk bolchenæse. Til den søde side først, men så kommer der lidt modne granny smith æbler. Ikke min stil.
Alc.: 11,5%


Contarini Prosecco Brut, Treviso. 87
Erik Sørensen Vin | 90 kr. tilbudspris
Lys farve med gule reflekser, fin balance og harmoni. Abrikos. Lyng og honning. Dog ikke så lang i eftersmag.
Alc.: 11%


Althea Prosecco Treviso Brut. 87
Barrique vin | 85 kr. tilbudspris
Fin intensitet i næsen af lys frugt og blomst. Friskhed i næsen med tørhed i munden som kommer lidt som en overraskelse pga den store frugt i næsen. En lille snert af urt i smagen. Mangler bedre balance.
Alc.: 11%


Alvise Lancieri Prosecco Extra Dry. 87
TheWineCompany | 70 kr. tilbudspris
Relativt neutral duft og i virkeligheden også smag. Helt uden kanter og balance i sødmen. Textbook Prosecco.
Alc.: 11%


Carlo V Prosecco. 87
Irma | 50 kr. tilbudspris
Frugtig og meget ligefrem i udtrykket. Pæne bobler, og moden fersken, citrus og en let sødme i smagen. Pæn afslutning.
Alc.: 11%


Col Dorato Prosecco Extra Dry. 87
Vinomani | 99 kr.
Let blomstret i duften. Spinkel i frugten med lette fersken og licchinoter. Pæn mousse men kort længde.
Alc.: 11%


Tenuta Civranetta Prosecco Brut. 87
Vinoble | 125 kr. tilbudspris
Frugtig med fersken i duften. Pæn intensitet med masser af stenfrugt i smagen. Rimelig længde. Simpel men vellavet.
Alc.: 11%


La Marca Prosecco Extra Dry, Treviso. 86
Theis Vine | 80 kr. tilbudspris
Fersken i duften. Meget frugtig og ligefrem i stilen. Savner lidt mere dybde eller kant. Blomstret mellemlang afslutning.
Alc.: 11%


Nino Franco Prosecco Brut, Valdobbiadene. 86
Philipson Wine | 120 kr. tilbudspris
Lette frugtige noter i duften. Anelse neutral i smagen med æbler, tropisk frugt og blomster. Meget jævn og lidt en-strenget.
Alc.: 11%


San Boldo Marsuret Prosecco Brut, Valdobbiadene. 86
Adriat Vinimport | 115 kr.
Ikke meget i næsen. Smagen noget mere markant med modne gule æbler, et strejf af pære og helt i orden hele vejen i gennem.
Alc.: 11,5%


Fabiano Prosecco Castello 4357 Brut, Treviso. 86
Skjold Burne | 80 kr. Tilbudspris
Lys blomsternæse, let læskende sommervin uden den store fylde. Fin nem vin til en glad dag i solen.
Alc.: 11%


Giabazzi Prosecco Brut. 86
youandwine | 89 kr. tilbudspris
Pæn, harmonisk og vellavet hele vejen til banken med grønne æbler og moden frugt. Som jeg tænker at de fleste ville opfatte en god Prosecco.
Alc.: 11,5%


Luna Argenta Prosecco Brut. 86
Viniportugal | 80 kr.
Fin balance i duft og smag. Harmonisk og ligetil i en stil mange vil kunne lide.
Alc.: 11%


Sperone Prosecco Brut. 86
MENY | 90 kr.
Fin harmonis mellem duft og smag. For første gang en lidt røget note. Lidt oxidativ i afslutningen.
Alc.: 11,5%


Rocca 8 Prosecco Secco. 86
MENY | 90 kr.
Diskret i næsen. Meget simpel i udtrykket båret af lette frugtige noter. Lette blomster og en lidt kort sødmefuld afslutning.
Alc.: 11%


Colutta Prosecco Brut. 86
VinoMio | 100 kr. tilbudspris
Syntestisk smag i ubalance mellem frugt, sødme og syre. Ok intensitet men usammenhængende.
Alc.: 11%


Riondo Prosecco Extra Dry. 86
MENY | 60 kr.
Lidt anderledes næse med et strejf af urtebolcher. I munden markant anderledes med lidt rålakrids og krydrede noter. Markant og anderledes – men ikke kun for det gode. Kraftig appelsin zest i eftersmagen.
Alc.: 11%


Ruffino Prosecco Extra Dry. 86
MENY | 90 kr.
Sødme både i duft og i smag. Er man hård føles den lidt syntetisk, er man gavmild er den ok.
Alc.: 11%


Fratelli Collavo Prosecco Settolo Extra Dry. 86
Distinto | 119 kr.
Kulsyre i næsen og bagefter en smule frugt. En smule bitterstof og gær i afslutningen. Forholdsvis lige ud af landevejen vin uden eftersmag.
Alc.: 11,5%


Valdo Cuvee 1926 Prosecco Brut, Valdobbiadene. 85
Holte vinlager | 100 kr. tilbudspris
Frisk og læskende grøn frugt i umiddelbar stil og medium tørt. Fin balance, pænt lavet vin.
Alc.: 11,5%


Valdo Prosecco Extra Dry. 85
Holte vinlager | 85 kr. tilbudspris
Behagelig æbleduft i frisk grøn stil med en smule urtet karakter. Lidt speciel stil grundet det urtede præg, men også rart med noget personlighed. Ikke den store længde.
Alc.: 11%


Sartori Prosecco Brut. 85
MENY, SPAR | 70 kr.
Lette frugtige noter i duften. Spinkel og simpel i udtrykket med stenfrugt og lette blomsternoter. Let afslutning.
Alc.: 11%


Isadore Prosecco Extra Dry. 85
Kvickly | 50 kr. tilbudspris
Meget anmassende bobler og svært at fornemme smagen. Fersken, melon og limefrugtnoter. Tør men noget klodset.
Alc.: 11%


Cartizze Prosecco Brut 2017, Valdobbiadene. 84
Jysk Vin | 170 kr. tilbudspris
Duft af en blanding mellem sæbe og grønne æbler med hints om vaskemiddel/ syntetiske noter. Sødmefuld på en meget unalanceret måde.
Alc.: 11,5%


Pizzolato Prosecco Extra Dry. 84
Philipson Wine | 70 kr. tilbudspris
Let sødmefuld i duften. Aggressiv i moussen med abrikos og fersken i smagen. Simpel og lidt kort i afslutningen.
Alc.: 11%