Sådan gjorde vi
Alle deltagende rom blev testet blindt og vurderet ud fra OIV’s (International Organisation of Vine and Wine) kriterier. Denne metodik benyttes i de største internationale konkurrencer, hvor spiritus vurderes. Først vurderes det visuelle udtryk, herunder klarhed, intensitet og farven. Herefter renheden i duften, intensiteten, udviklingen og aroma karakteristika. Smagens intensitet, syre, alkoholens integration, sødme og afslutningen. Endelig konkluderes der på balancen, koncentrationen, kompleksiteten og længden. Hvert element giver et vis antal point, og sammenlagt ender vurderingen mellem 50 og 100 point. Alle rom i denne test er derfor, på baggrund af denne metodik, blevet vurderet efter 100 point skalaen.
Alle priser er enten oplyst af importøren eller fundet gennem ledende forhandlere. Der, hvor udsalgssted ikke er nævnt, betyder det, at den pågældende rom typisk kan købes gennem vin- og spiritusforhandlere over det meste af landet.

Anmelderne
Thomas Rydberg (R).
Thomas Rydberg er redaktør og ejer af Whisky & Rom Magasinet, Din Vin Guide samt vin- og spiritusskribent på Ekstra Bladet. Han har som en af de få herhjemme en diplomuddannelse fra WSET (Wine & Spirit Education Trust) i London og dømmer i en række internationale vin- og spirituskonkurrencer rundt omkring i verden.

Mads Heitmann (H).
Mads “Romhatten” Heitmann er i sit daglige virke vant til at vurdere og smage på rom, da han er stifter og skribent på Romhatten.dk. På Romhatten.dk finder du over 225 anmeldelser af rom samt et hav af artikler om rom. Derudover afholder Mads ligeledes romsmagninger i hele landet, og formidling af rom er Mads’ fuldtidsbeskæftigelse. Mads er desuden forfatter på ”ROMBOGEN”, som udkom på Politikens Forlag i 2015.

Damoseau Vinate 1995 Full Proof. 94 TESTENS BEDSTE ROM
66,9% | Juuls Engros | Pris: 789 kr.
Nøj, en lækker duft! Alkoholen er høj, men det fornemmer man først i smagen. Mokka, bitter chokolade, orangeskal og næsten juleagtig. Lækker oplevelse – meget mere af det!

Damoseau Rhum XO. 92
42% | Juuls Engros | Pris: 525 kr.
Orangenoter i duften. Elegant og yderst velbalanceret rom. Dadler, peber og vanilje i smagen. Velbalanceret og rund, blød rom. Lang afslutning.

Damoseau Rhum Vieux 10 ans. 92
42% | Juuls Engros | Pris: 749 kr.
Orange og varme kryddernoter i duften. Pæn intensitet med tørrede frugter, krydderier og en pæn afslutning.

Compagnie des Indes Guadeloupe 18 ans Bellevue Cask. 92
55,1% | Juuls Engros | Pris: 1050 kr.
Intens i duften med mørke frugtige toner. I smagen masser af vanilje, krydderier og tørrede frugter. Vellavet med komplekse noter. Den høje alkohol fornemmes men er velintegreret. Lang varm afslutning.

Bielle Single Cask 268 Juuls Rhum. 91
46,7% | Juuls Engros | Pris: 2975 kr.
Intense mørke toner i duften. Varme krydderier, svesker og peber i smagen. Koncentreret med en lang afslutning.

Longueteau Grande Reserve. 90
42% | Sprit & Co | Pris: xx kr.
Krydret i duften. Blommer, toffee, mocca og vanilje. Velbalanceret med krydret afslutning.

Longueteau XO
42% | Sprit & Co | Pris: xx kr. 90
Absurd meget karamelfudge i næsen! Det er det første som slå mig. Efter det kommer der karamelliseret æble. Smagen er lækker tør og samtidig sød. Helt vildt lækker. Syrlig slik.

Damoseau Rhum VO
42% | Juuls Engros | Pris: 349 kr. 89 BEDSTE KØB
Jamen det er jo ren slikbutik i næsen. Hvilken fornøjelse at sidde med næsen i – karamelfudge, bananbolsjer og kokos. Lækkerhed finder man ligeledes i smagen, som dog har en ekstra tør dimension som er med til at gøre denne rom til en meget kompleks oplevelse.

Damoseau Rhum VSOP. 89
42% | Juuls Engros | Pris: 379 kr.
Masser af toffee og vanilje på duften. Dufter meget indbydende. På smagen kommer til rigtigt til udtryk at vi har at gøre med rhum agricole. Bag de søde noter kommer der nemlig friske, syrlige og sprøde indtryk frem. En dejlig rom med meget lang eftersmag.

Longueteau VSOP. 89
42% | Sprit & Co | Pris: xx kr.
Karamelland, men på den gode måde. Dette er en rom der bestemt har noget at byde på samtidig med at den er silkeblød.

Longueteau Blanco. 88
50% | Sprit & Co | Pris: xx kr.
Godt med ”funk” og sukkerrørssaft på næsen! Bagved hvide grøntsager finder jeg kokos og lidt vanilje. Lækkert og komplekst, og endda med en forholdsvis høj alkoholprocent – kunne være spændende at anvende i cocktails!

Longueteau Blanco.88
62% | Sprit & Co | Pris: xx kr.
Masser af frugt og blomster i duften. Alkoholen mærkes men masser af intensitet i smagen. Hindbær, blomster og varme krydderier.

Rum Nation Guadeloupe. 87
40% | MacY | Pris: xx kr.
På næsen får jeg syrligt æble samt bagte pærer – yderst komplekst. Den er på smagen besynderlig sød og har en speciel smag af hindbær. Mundfølelsen er fed og fyldig.

Longueteau Blanco. 87
40% | Sprit & Co | Pris: xx kr.
Vegetabilsk duft – typisk rhum agricole, men trods alt med lidt mere ”funk” end normalt. Hvide aspagars, dåsemajs og vådt hø i både smag og duft – fantastisk hvid rom!

Longueteau Selection Parcellaire. 86
55% | Sprit & Co | Pris: xx kr.
Tunge græsnoter samt et let vaniljepræg på duften – i næsen kommer der en mørkere lakrids-læder-gummi-asfalt-agtig-ting som jeg desværre finder lidt ”off”.

Longueteau VS. 86
42% | Sprit & Co | Pris: xx kr.
Parfumeret i duften. Orangeskal, toffee og varme krydderier. Mellemlang krydret afslutning.

Rum Nation Blanco. 86
40% | MacY | Pris: xx kr.
Jeg elsker hvid rhum agricole. Dette glas er dog lidt for gummi-agtig på eftersmagen. Den forbliver beklageligvis ikke frugtig og lækker hele vejen igennem.