Test af Cask Strength Rum

I denne udgave af Whisky & Rom Magasinet tester vi de hårde drenge i klassen, nemlig rom tappet ved fadstyrke. En rom, der er tappet ved fadstyrke (også kaldt full proof og cask strength), er typisk rom af en høj alkoholprocent. Efter fadlagringen vil størstedelen af romproducenterne oftest tilsætte vand inden selve aftapningen, så rommen får en mildere alkoholprocent (typisk 40%), og derved gør de den mere drikbar for forbrugerne. Det er dog blevet mere og mere populært indenfor de senere år at tappe rommen ved fadstyrke – specielt i Danmark har vi en stor forkærlighed for rom med en alkohol på 50% eller derover.

Hvis man ikke er vant til at drikke spiritus, så vil en rom tappet ved fadstyrke være en lidt for stor mundfuld for de fleste, men hvis man til gengæld igennem længere tid har nydt spiritus, så kan en fadstyrkerom være en enormt stor oplevelse, første gang man prøver det. Der er nemlig utrolig meget smag at hente i de stærke aftapninger. Når man tilsætter vand efter fadlagringen, så vil det typisk være for at sænke alkoholprocenten, men samtidig “udvander” man også smagskoncentrationen i rommen. På den måde er der altså en langt kraftigere smag at hente i en fadstyrkerom kontra en rom tappet ved 40% alkohol – alt andet lige, naturligvis.

Det er altid vigtigt, at rommen harmonerer, på trods af den høje alkoholprocent. Hvis alkoholen ikke er velintegreret i smagen, og den fx stikker i alle mulige retninger, så kan man sige, at den givne rom ikke har kunnet bære at blive tappet ved fadstyrke. Får man derimod opskænket et glas rom ved fadstyrke, hvor man knapt nok ænser den høje alkohol, men derimod oplever en syndflod af smagsnuancer, så vil det sige, at man har ramt rigtigt. Det er i sagens natur dét, denne test handler om – vi leder efter den bedste rom tappet ved fadstyrke!

 

 

Sådan gjorde vi

Alle deltagende rom blev testet blindt og vurderet ud fra OIV’s (International Organisation of Vine and Wine) kriterier. Denne metodik benyttes i de største internationale konkurrencer, hvor spiritus vurderes. Først vurderes det visuelle udtryk, herunder klarhed, intensitet og farven. Herefter renheden i duften, intensiteten, udviklingen og aroma karakteristika. Smagens intensitet, syre, alkoholens integration, sødme og afslutningen. Endelig konkluderes der på balancen, koncentrationen, kompleksiteten og længden. Hvert element giver et vis antal point, og sammenlagt ender vurderingen mellem 50 og 100 point. Alle rom i denne test er derfor, på baggrund af denne metodik, blevet vurderet efter 100 point skalaen.

Alle priser er enten oplyst af importøren eller fundet gennem ledende forhandlere. Der, hvor udsalgssted ikke er nævnt, betyder det, at den pågældende rom typisk kan købes gennem vin- og spiritusforhandlere over det meste af landet.

 

Anmelderne

Thomas Rydberg

Thomas Rydberg er redaktør og ejer af Whisky & Rom Magasinet, Din Vin Guide samt vin- og spiritusskribent på Ekstra Bladet. Han har som en af de få herhjemme en diplomuddannelse fra WSET (Wine & Spirit Education Trust) i London og dømmer i en række internationale vin- og spirituskonkurrencer rundt omkring i verden.

 

Mads Heitmann

Mads “Romhatten” Heitmann er i sit daglige virke vant til at vurdere og smage på rom, da han er stifter og skribent på Romhatten.dk. På Romhatten.dk finder du over 200 anmeldelser af rom samt et hav af artikler om rom. Derudover afholder Mads ligeledes romsmagninger i hele landet, og formidling af rom er Mads’ fuldtidsbeskæftigelse. Mads er desuden forfatter på ”ROMBOGEN”, som udkom på Politikens Forlag i 2015.

 

 

El Dorado Double Wooden Pot Still Port Mourant 1999, Guyana. |61,4%. |Altia. | Pris: 2.385 kr. BEDSTE ROM

Intens krydret i duften af julekrydderier. I smagen orangeskal, varme krydderier, tørrede frugter, dadler og vanilje. Yderst kompleks med mange lag. Lang, krydret afslutning. 97

 

Damoiseau Vintage 1995, Guadeloupe. 66,9%. | Juuls Engros. | Pris: 789 kr.

Yderst kompleks næse. En fyldig og meget kompleks rom med mange lag. Høj alkohol men velintegreret. Frugtig, krydret og med en lang, vedvarende afslutning. 95

 

El Dorado Single Wooden Pot Still Versailles 2002, Guyana. | 63%.  | Altia. | Pris: 1.895 kr.

Smæk på duften med citrus og krydderier. I smagen umiddelbar brændende alkohol og så kommer der masser af varme krydderier, lakrids, dadler og vanilje. Masser af lag og en kompleks rom. Lang, krydret afslutning. 94

 

 

Rum Nation Jamaica 25 års, Jamaica. 55,7%.  | MacY. | Pris: 1855 kr.

Ååååh, en næse!!! Sødmefuld med masser af dybde og samtidig med en snert af ”kant” fra alkoholen. Smagen er bred, dyb, intens, udfordrende og latent sødmefuld – alt hvad der skal være i et glas rom. Dette smager, som englene synger! 94

 

Duncan Taylor 1998 Bellevue 17 Years Old Rum, Guadeloupe. 52,2%.  | CRT Spirits. | Pris: 1099 kr.

Flot intens og frugtig næse. En fyldig kompleks rom med blommer, lakrids, peber og vanilje i smagen. Lang, vedvarende afslutning. Velintegreret alkohol. 93

 

Compagnie Des Indes Guyana Enmore 27y. 52,7%.  | Juuls. | Pris: 2750 kr.

Masser af finer, lak, røde bær og engelsk lakrids i næsen! Egetræet er meget kraftig på denne rom, og man skal lige vænne sig til den heftige laktone. Ellers utrolig interessant rom i smagsprofilen. 93

 

Silver Seal Enmore 27y. 50,3%.  | CRT Spirits. | Pris: 3399 kr.

Masser af lak, egetræ og dyb, dyb vanilje. Den er lige ved at tippe på egetræet i næsen, men alligevel ikke. En fantastisk dybde i smagen, men byder på en eminent eftersmag af engelsk lakrids, brun farin og egetræ. Flot glas. 93

 

Compagnie Des Indes Nicaragua 11y. 69,1%.  | Juuls. | Pris: 795 kr.

Fuld knald på julekrydderierne i næsen, allehånde, nelliker og let appelsinskal. En usandsynlig dyb smag, som er præget af utrolig mørke toner. Alkoholen er om end ikke så afbalanceret, men stadig et vanvittigt flot glas. 92

 

Silver Seal Long Pond 15 Years Old, Jamaica. 51,9%.  | CRT Spirits. | Pris: ukendt

Tør i duften. Rimelig kompleks med blommer, kaffe, peber og vanilje i smagen. Lang afslutning. 92

 

Foursquare 2004 Cask Selection, Barbados. 59%.  | MacY. | Pris: 600 kr.

Helt klart en høj alkohol på denne rom, så pas på. Når det er sagt, så er alkoholen faktisk rigtig pænt integreret. Duften er tung af tørret frugt. 91

 

Compagnie des Indes Foursquare 16 Years. 62%.  | Juuls Engros. |  Pris: 1.125 kr.

Frugtig i næsen. Alkoholen bombaderer, men bagved er en flot elegance og en lang afslutning. En seriøs rom til kendere. 91

 

Duncan Taylor 2000 W.I.R.D 15 Years Old Rum, Barbados. 54,6%. CRT Spirits. Pris: 799 kr.

Krydret i næsen. Frugtig med lette krydderier og vanilje. Alkoholen er lidt brændende i afslutningen. 91

 

Compagnie des Indes Bellevue Vintage 1998. 55,1%.  | Juuls Engros. | Pris: 1050 kr.

Mørke toner i duften. Høj alkohol, men pakker rommen pænt ind. Blommer, lakrids og peber i smagen. Lang afslutning. 91

 

 

Compagnie Des Indes Guadeloupe 18y. 55,1%.  | Juuls. | Pris: 1050 kr.

Karamel i duften. Fyldig blød rom i stilen med mørke toner, svesker, tobak og vanilje i smagen. Lang, krydret afslutning. 90

 

Compagnie Des Indes Dom. Republik 15y. 64,9%.  | Juuls. | Pris: 895 kr.

Intense krydrede toner. En meget tæt krydret, lidt brændt rom i stilen med sirup, blommer og vanilje. Noget varm brændende i afslutningen. 90

 

Compagnie des Indes Foursquare 9 Years. 62,1%. |  Juuls Engros. | Pris: 675 kr.

Orangetoner i duften. Sødmefuld med lette, frugtige toner og varme krydderier i smagen. Alkoholen er noget brændende i afslutningen. 90

 

Clairin Sajous. 53,5%. |  Juuls Engros. |  Pris: 385 kr. BEDSTE KØB

Intens græsset næse. Høj alkohol, men den pakker rommen flot ind. En seriøs hvid rom. 90

 

Trois Rivieres 2006 Cask Strength, Martinique. 55,5%.  | MacY. |  Pris: 575 kr.

Pas på med at stikke næsen for dybt i glasset på denne rom – alkoholen river noget! Desværre har jeg lidt svært ved at finde vej igennem alkoholen på duften. Men hvad med smagen? Alkoholen er der bestemt også på smagen, men den lægger sig forholdsvis hurtigt og frem kommer en bredere vifte af smage, og en eftersmag som bliver ved længe.  90

 

Duncan Taylor South Pacific 10y Rum. 53,8%.  | CRT Spirits. | Pris: 649 kr.

Fantastisk duft af pot still rom og i smagen er der masser af fylde og en lang eftersmag. Banan, vanilje og gummi. 88

 

Duncan Taylor WIRD 15y Rum. 54,6%.  | CRT Spirits. | Pris: 849 kr.

Røget i duften. En spinkel stringent rom med høj alkohol. Citrus og lette krydderier. Mellemlang eftersmag. 88

 

Duncan Taylor Monymusk 12y Rum. 51,8%.  | CRT Spirits. | Pris: 749 kr.

Flot duft af pot still rom, og i smagen er der masser af fylde og en lang eftersmag. Måske lidt for meget alkohol som mangler integration. Banan, vanilje og gummi. 88

 

Ron Esclavo XO Cask Batch 3. 65%.  | 1423.dk. | Pris: 539 kr.

Meget mørke noter i næsen – mokka, mørk chokolade og en god del sprit, som følger op. Utrolig meget fylde med en virkelig høj alkohol. Desværre sidder man tilbage med en brændende fornemmelse, uden så meget andet. Mangler kompleksitet – for endimensionel. 87

 

Duncan taylor Monymusk 12 års. Jamaica. 51,1%.  | CRT Spirits. | Pris: 699 kr.

Citrus krydret næse. Alkoholen er dominerende og overdøver. 86

 

Compagnie Des Indes Worthy Park, Jamaica 8y. 54,9%.  | Juuls. | Pris: 575 kr.

Fuld smæk på smagen – når den kraftige alkohol har lagt sig, kommer der faktisk meget behagelige smagselementer frem på paletten. 86

 

Compagnie Des Indes Nicaraguca 17y. 64,9%.  | Juuls. | Pris: 1095 kr.

Alkoholen er noget brændende i næsen. Spinkel og brændende også i smagen. Citrus, lette honning- og vaniljetoner. Mellemlang afslutning. Ikke helt balanceret med alkoholen. 86

 

Compagnie Des Indes Guyana, Uitvlugt 18y. 57,9%.  | Juuls. | Pris: 1250 kr.

Fuld knald på aromaerne! Grønne elementer i næsen… Smagen er meget tung på smagselementer, og man fornemmer tydeligt en ung rom med en høj alkohol. Mangler fadpræg. 83