Ahr

Lidt syd for Køln i Tyskland finder man et af de smukkeste vinområder i Tyskland, ja måske endda i hele Europa. Og så kan de også lave vin – og vi snakker vin af høj kvalitet. Kongen er Pinot Noir, eller som den kaldes her for Spätburgunder og navnet på området er Ahr.

Ahr er et lille område, Tysklands mindste og i øvrigt det nordligste tyske område hvor der produceres rødvine. Ahr er en dal med stejle skråninger, hvor jordbunden er skifer, og hvor arbejdet i marken flere steder kræver at man har sikkerhedsreb, for her er så stejlt, at det kræver træning at begå sig. Og man forstår det bedre, når man står ved foden af markerne og kigger op på de stejle marker hvor mere end 70% af dem har en hældning på over 30%! Og det er netop denne hældning som er en af hemmelighederne bag de flotte vine. Vinene får nemlig en usædvanlig god vinkel på solen, hvilket betyder de bliver eksponeret længere end normalt for lys og sol. Ulempen er selvfølgelig, at det kræver store ressourcer, og man regner lokalt med at skulle bruge 1500-2400 timers arbejde per hektar. Fire gange så højt som normalt.

Kun 25 km er dalen lang, og den starter i 170 meters højde og falder til 84 m. Her har man dyrket vin gennem mange århundreder, og som så mange andre steder i Europa var det romerne der plantede de første druer. Vinlusen ramte også hårdt her i slutningen af det 19 århundrede, men man forstod at stå sammen og et af Tysklands første kooperativer Dagernova blev vejen frem for området i starten af det 20. århundrede. I dag er der plantet 559 hektar med vin, hvoraf Pinot Noir udgør 63%. Hele området svarer til to gange Chateau Margaux, så det er et område til at overskue.

Området levede et stille liv indtil 1980’erne, til især Werner Näkel og nu afdøde Gerhard Stodden begyndte at arbejde mere intensivt med Pinot Noir druen. Det var blandt andet med at nedsætte høstudbyttet samt implementere de klassiske teknikker fra Bourgogne såsom tættere beplantning, hård beskæring og grøn høst.

Flere fik øje på området, og i dag sælges topvinene til høje priser, og på trods af sin minimale størrelsen har området en række anerkendte enkeltmarker (grosses gewächs).

Ahr dalen er usædvanlig smuk især i efteråret med alle de gule og røde farver. De grå brune klipper og terrasser, de gul-røde vinstokke og så den blå himmel er betagende. Man fornemmer, at her er kodeordet terroir – og det er det, som driver området. Selvfølgelig tilsat nogle dygtige producenter, der forstår at udnytte det unikke terroir. For udover den unikke jordbund har man et helt specielt mikroklima med lange sommerdage, mere end 1445 solskinstimer årligt og en gennemsnitstemperatur fra april til september på 14.8 grader.

Druemæssigt arbejder man med lige fra franske kloner som 115, 116 og 777 til tyske kloner som AW 6/38 (fra Marienthal) og den gamle Kastenholzkloon. Pinot Noir fra Ahr er kendetegnet generelt ved sin duft og smag af røde frugter, især ribs og hindbær, og er fuld af smag men bløde tanniner. Desuden er der en stor forskel i stilen afhængig af, om vinene kommer fra den øvre eller nedre del af markerne. Vinene fra den øverste del (mere skifer) er generelt mere elegante, frugtige og mineralske i udtrykket, mens dem fra den nederste del (mere løs jord og ler) er rundere og fyldigere i stilen. Vinproducenterne arbejder forskelligt i kældrene. Nogle arbejder med stål andre med ældre store fade eller med mindre barrique.

 

Årgange

Bedste årgange: 2004, 2006

Gode årgange: 2003, 2005, 2007, 2009, 2011, 2012

Vær varsom: 2010, 2008, 2002

 

Gode producenter

Weingut Meyer-Näkel, Dernau

Werner Näkel ses generelt som manden som i dag står bag Ahr’s flotte renomme. I dag er det primært hans døtre Meike og Dórte som står for produktionen på de 15 hektar som huset ejer. Siden han i 1982 tog springet fra matematiklærer i gymnasiet til at blive fuldtids vinproducent har han ikke set tilbage. Fra og med årgang 1983 har Werner eksperimenteret med brugen af barriques, og i 1987 brød han igennem på den tyske vinscene og anerkendes i dag som værende en af de allerbedste producenter af Spätburgunder og Frühburgunder i landet. Udbyttet er i gennemsnit under 50 hl/ha, (35 hl/ha for top cru’erne) hvilket ikke er ekstremt lavt, men dog under halvdelen af, hvad der er normalt for hvidvin i Tyskland.

Druer : 75% Pinot Noir , 12% Frühburgunder samt en smule Riesling og Weissburgunder .

Bedste vinmarker: Dernauer Pfarrwingert, Walporzheimer Kräuterberg

og Neuenahrer Sonnenberg.

Importør: Barrique Vin

 

Weingut Jean Stodden, Rech
Med ​​Gerhard Stoddens død  i januar 2013 mistede Ahr en af ​​sine store personligheder. Det er nu hans søn Alexander, som styrer gården og de 6,5 ha. som er fordelt på i alt 60 små marker. Han har hentet inspiration uden for Tyskland og har bl.a. opholdt sig i Sydafdrika og Oregon. Alexander arbejder meget med sortering og filosofien er, at sunde og modne druer er nøglen til god vin. Stodden bruger også omkring 75% barrique som minimum ligger 15 mdr. og resten på botti. Især er vinene fra enkeltmarksvinene Herrenberg og Sonnenberg imponerende.

Druer: 90% Pinot Noir , Riesling og Frühburgunder hvile.

Bedste vinmarker: Recher Herrenberg, Neuenahrer Sonnenberg, Ahrweiler Rosenthal, Mayschosser Mönchberg.

Importør: Erik Sørensen Vin

 

Weingut JJ Adeneuer, Bad Neuenahr-Ahrweiler

Er en af de ældste producenter i Ahr, og domænet har siden 1984 været drevet af brødrene Frank og Marc Adeneuer. Huset ejer blandt andet den anerkendte mark Gärkammer, som er en af tysklands mindste vinmarker (0,64 hektar). Det er den bløde og let krydrede stil som kendetegner vinene fra Adeneuer.

Druer: 90% Pinot Noir og lidt Frühburgunder og Dornfelder .

Bedste vinmarker: Walporzheimer Gärkammer og Walporzheimer Kräuterberg .

Importør: Ukendt

 

Weingut Deutzerhof Cossmann – Hehle, Mayschoß

2013 var igen et trist år for Deutzerhof, da Wolfgang Hehle døde. År forinden var hans søn omkommet i en ulykke. Forretningen er nu i hænderne på Wolfgangs kone Hella, hans datter Dorothee samt kældermester Hans-Jörg Lichau. Deutzerhof har kun 7 hektar, men spredt over hele vin regionen fra Altenahr til Lohrsdorf. Bedste vinmark er uden tvivl den lidt under én hektar mindre mark Altenahrer Eck.

Druer: 70% Pinot Noir , 13,5% Frühburgunder , 12% Riesling.

Bedste vinmarker: Altenahrer Eck, Mayschosser Mönchberg, Neuenahrer Kirchtürmchen og Heimersheimer Landskrone .

Importør: Ukendt

 

Andre gode producenter

H.J. Kreuzberg (Dernau), Peter Kriechel (Bad Neuenahr-Ahrweiler), Nelles (Bad Neuenahr-Ahrweiler/Heimersheim), Burggarten (Bad Neuenahr-Ahrweiler/Heppingen), Klosterhof (Marienthal), Paul Schumacher (Marienthal), Peter Lingen (Bad Neuenahr-Ahrweiler), Weinmanufaktur Dagernova (Bad Neuenahr-Ahrweiler)

 

7 gode Ahr vine

Meyer-Näkel Spätburgunder S 2013. 92

barrique.dk  299 kr.

Intense kirsebær i duften. I smagen modne jordbær, hindbær, krydderier, tobak og vanije. Intenst og meget ekspressiv pinot med dybde og kompleksitet. Lang krydret afslutning. Alc. 13,5.

 

Meyer-Näkel Spätburgunder 2013. 89

barrique.dk  129 kr.

Intense jordbær toner i duften. Krydrede bær i smagen med blomster og vanilje. En let og delikat vin i stilen med en pæn lang krydret afslutning. Alc. 13,5

 

Jean Stodden Spätburgunder JS 2010. 91

eriksorensenvin.dk 320 kr.

“JS” er en special-cuvée fra hans bedste skiferskråninger i Rech og Dernau. En lang gæring og 17 måneder i nye franske barrique. Lys og intens krydret i næsen.  I smagen jordbær, kirsebær, masser af krydderier og vanilje. Lang krydret afslutning. Alc.: 14

 

Jean Stodden Recher Herrenberg 2010.93

eriksorensenvin.dk 400 kr.

Herrenberg er Gerhard Stoddens bedste skråning, skifer vendt perfekt mod syd. Hældning på 60 gr udbytter solenergien perfekt. 17 måneder i nye små egefade. Intense jordbær toner i duften. En let frugtsødme i smagen med røde kirsebær, ribs og lette bitre krydderier. Yderst velbalanceret med et mineralsk tvist i smagen og lang moden afslutning. En yderst flot vin som vil kunne hamle op med mange betydelig dyrere bourgogne vine.  Alc.: 14

 

Deutzerhof Grand Duc Spätburgunder 2013. 90

Ikke i DK endnu. 230 kr.

Intens i duften og yderst imødekommende i stilen. Kirsebær, lakrids, krydderier, ribs og vanilje i smagen. Lang krydret afslutning og en flot velbalanceret vin som måske ikke har dybden som en række af de store men er en crowd-pleaser. Alc. 13,5

 

Deutzerhof Mönchberg Spätburgunder 2013. 92

Ikke i DK endnu. 370 kr.

Krydret i duften og intens i smagen med kirsebær, jordbær, hindbær, peber, mineralitet og vanilje. Bløde tanniner og en yderst flot elegant vin. Lang krydret afslutning. Alc.: 13,5

 

Maibach Ahrweiler Spätburgunder 2013. 90

Juul’s   229 kr.

En fyldig og rund vin med kirsebær, jordbær, lette krydderier og vanilje i smagen. Vellavet med et saftigt bid, flot syre og lang i eftersmagen.

Alc.: 14