Trier

Trier er måske ikke den første vinby, man tænker på, når man skal remse listen over charmerende vinbyer i Europa op. Men ved Mosels bredder tæt på grænsen til Luxembourg finder man Tysklands ældste by, med udsigt til vinmarker på de stejle skrænter ned mod floden.

Trier blev grundlagt under den romerske kejser Augustus i år 16 før Kristus og er et betydningsfuldt centrum for antikke bygningsværker. Det ses blandt andet ved indgangen til byen, hvor man finder Porta Nigra, den bedst bevarede byport fra den antikke verden og i dag vartegn for byen.

Gennem tiden har romerske kejsere, og senere biskopper, kurfyrster og borgere været med til at give byen det ansigt, den har i dag, og byen huser en lang række bygningsværker i verdensklasse, hvor mange af dem siden 1986 er optaget på listen over UNESCO-verdenskulturarv. Herunder domkirken St. Peter, der er Tysklands ældste. Der er mange fremragende restauranter, både lokale tyske og fransk inspirerede. Og så er der en oplagt mulighed for at smage sig gennem en række af de fremragende hvidvine fra Mosel, Saar og Ruwer. Det årlige højdepunkt er Mosel WeinKulturZeit-festivalen, der varer en hel måned og foregår i maj.

Det meste liv i byen foregår på den middelalderlige plads Hauptmarkt, som er et godt udgangspunkt for en spadseretur gennem det historiske Trier. Man kan også besøge Karl Marx huset, hvor en af Tysklands største filosoffer blev født.

Skal man rundt i vinlandet, er der to oplagte muligheder: Dels at sejle langs floden op til Bernkastel-Kues hvor man får et godt indtryk af de kolossale stejle vinmarker. Mosel er det område i verden, der har de stejleste vinmarker, og hvor over 50% af markerne har en hældning på over 30 grader!  Det kan også varmt anbefales at leje cykler og køre langs floden på en af de mange cykelruter, der findes. Flere af husene har udskænkningssteder i forbindelse med vinsalg, og det er en god anledning til et stop, hvor man også kan nyde den storslåede udsigt.

 

Hotel

Godt 10 minutters gang fra centrum finder man det fremragende Hotel Villa Huegel. Et hotel moderniseret inden for de senere år og som i dag fremstår med moderne store værelser, pool og sauna. Og prismæssigt yderst fornuftigt.

 

Restaurant

I udkanten af byen finder man Beckers, områdets bedste restaurant med 2 stjerner i Michelin guiden. Maden er sublim, og vinkortet er imponerende. Her finder man stort set alt, hvad der er interessant inden for Moselvine i adskillige årgange og til yderst rimelige priser.

 

Vinbar

Der er mange gode vinbarer i Trier. Den bedste er uden tvivl vinbaren i forbindelsen med restauranten Becker, men denne ligger 30 min fra centrum. I centrum kan anbefales Weinstube Kesselstatt eller Das Weinhaus Trier – udvalget er ikke stort, men det er muligt at købe ældre årgange til yderst fornuftige priser.